At en film ligner et gammeldags videospil, er normalt ikke noget kvalitetstegn, men når verdens ihærdigste blikkenslager går til filmen, stiller det sig lidt anderledes: Super Marios charme består jo netop i hans vedholdenhed. Repetition er en konstituerende del af spillet.
I Nintendos platformspil fra 1984 fejler den lille helt i blå overalls og kasket jo ustandselig. Han bliver slået tilbage til start, men knokler utrætteligt forfra med at spæne fra venstre mod højre op over skærmens dengang meget todimensionale forhindringer, smadre lidt murværk, springe fra platform til platform, undgå de pludseligt opdukkende trusler (bomber, krudttønder …) og erhverve en ’power-up’, en af de præmier, der forøger hans kræfter.


























