’Beef’ har gode skuespillere, en god idé og store ambitioner om både at underholde og røre på et dybere menneskeligt plan. Men den mangler det afgørende.

Kun i glimt mærker vi Amy, som da hun høj på vrede onanerer med en pistol

Ali Wongs portræt af den rige følelsesundertrykte forretningskvinde Amy drukner al følsomhed i finurlig selvbevidsthed. Foto: Still fra serien
Ali Wongs portræt af den rige følelsesundertrykte forretningskvinde Amy drukner al følsomhed i finurlig selvbevidsthed. Foto: Still fra serien
Lyt til artiklen

Der er en skærende kontrast mellem denne tv-series overfladiskhed og episodetitlerne, der afslører, hvor betydningsfuldt serien i udgangspunktet har tænkt om sig selv. Werner Herzogs eksistentielt lidende patoscitat »Fuglene synger ikke, de skriger i smerte« navngiver første episode, men den mørke komedie ’Beef’, der handler om road rage og alt det, vi ikke kan få lov at rase over, ikke så meget skriger af smerte, som den mumler småsurt.

’Beef’ er skabt af Lee Sung Jin for det trendy produktionsselskab A24, der også er selskabet bag ’Everything Everywhere All at Once’, og som i den oscarvindende film er persongalleriet i ’Beef’ asiatisk-amerikansk – ligesom grundpointen om nedarvet følelsesmæssig fortrængning og følgende ophobning af vrede også er forbundet med karakterernes immigrantrødder.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her