Et hav, der fortjener at blive grædt. Det var den følelse, første sæson af den undseelige og samtidig heftigt ømme tv-serie ’Somebody, Somewhere’ efterlod mig med. Jeg var poetisk overrumplet over historien om den sjæleligt blødende, men sarkastisk pindsvinestikkende kvinde Sam, spillet med hudløs brovten af komikeren Bridget Everett, som flytter til sin hjemstavnsflække efter en elsket søsters død for at konfrontere sin alkohol-onde mor, sin dybt ulykkelige far og sit eget selvhad.
Anmeldermødet med en tv-serie, der som ’Somebody, Somewhere’ tager nye fortælle- og følelsesmæssige toner i brug og derfor gør noget så sjældent som at overraske, kan føles som et velfortjent iltende suk. Det vækker en forelsket håbefuldhed, og man bliver pludselig i tvivl om, om den har været én stor projektion.
