Body-horror-mesteren, canadiske David Cronenberg, instruerede i 1988 filmudgaven af ’Dead Ringers’, hvor Jeremy Irons havde dobbeltrollen som de enæggede gynækologtvillinger Elliot og Beverly Mantle, der kommer på absolut gale veje i omgangen med en kvindelig patient og må betale en betragtelig menneskelig pris for deres adfærd.
Filmen baserede sig på romanen ’Twins’ af forfatteren Bari Wood – og på det virkelige tvillingepar Stewart og Cyril Marcus, der havde en praksis på Manhattan i New York frem til deres død i 1975. Fremragende spil af Irons, sat stilsikkert i scene med Cronenbergs overlegne sans for dosering af det groteske. Så meddelelsen om, at der skulle laves en miniserie over den, fremkaldte frydefuld sitrende gysen. Og nervøs forventning. For Cronenberg er unik i sin visualitet og derfor også problematisk at basere en coverversion på.




























