Arnold Schwarzenegger har medvirket i over 40 film, der tilsammen på verdensplan har indkasseret over 4,5 milliarder dollars. Han har spillet mange besynderlige roller, både gravid mand og tidsrejsende cyborglejemorder og børnehavebetjent, men er mest kendt som dagens helt i skysovs i et væld af actionfilm og kongen af oneliners som »I’ll be back« og »hasta la vista, baby«.
Arnold Schwarzenegger har altid været der for os som den trofaste klippe i filmlandskabet, og det virker derfor helt oplagt, at den 75-årige actionlegende nu træder ind i tv-seriearenaen og viser de andre actiondrenge, hvor skabet skal stå i Netflix’ actionserie ’Fubar’.




























