Den 31-årige belgiske Lukas Dhont er i ekspresfart blevet en af tidens mest feterede europæiske filminstruktører. Han debuterede i 2018 med ’Girl’, der indbragte ham hele fire priser på filmfestivalen i Cannes, og nu er han aktuel i de danske biografer med ’Close’, der ligeledes havde premiere i Cannes og vandt Juryens Grand Prix, ligesom den også blev nomineret til både en Oscar og en European Film Award.
Med blot to spillefilm bag sig har han markeret sig som en stor filmhumanist med et særligt blik for ungdomslivets udfordringer. ’Close’ er et filmisk opgør med drenges frygt for intimitet. Den handler om de to 13-årige drenge Leo og Remi, hvis nære venskab pludselig får en ende.




























