De kæmper med kærligheden, gør de, ægteparret i den nye film ’Bawaal’ af Indiens måske mest populære instruktør, Nitesh Tiwari.
Samtidig kæmper vestlige filmskribenter og jødiske iagttagere med at begribe, hvordan filmholdet kan bruge udryddelsen af 6 millioner jøder under Anden Verdenskrig som billede på romantiske problemer.
Plottet i ’Bawaal’ er kort fortalt således: Et nygift indisk par er rejst til Europa, men deres forskelligheder skaber konflikter. Undervejs besøger de steder med tilknytning til Anden Verdenskrig, herunder den berygtede tyske koncentrationslejr i Polen Auschwitz-Birkenau.
Nogle blev triggeteller krænket af det her. Men jeg forstår ikke, hvorfor de er mindre sensitive, når de ser en engelsksproget film
Historiens nærvær giver parret et nyt perspektiv på deres kærlighedsliv, og i filmens trailer kan man høre følgende replik:
»Vi er alle lidt som Hitler, ikke? Vi er ikke tilfredse med det, vi har. Vi vil have det, andre har. Den grådighed slutter aldrig«.
Den kvindelige hovedperson siger: »Verdenskrigen er slut, men ...«.
Hendes mand færdiggør sætningen: »... ingen ved, hvornår den krig, vi kæmper, vil slutte«.
I traileren får man også glimt af drømmescener i et af de gaskamre, nazisterne brugte til at henrette de mange, mange mennesker, mens filmen ifølge The Guardian også indeholder replikken: »Alle forhold går igennem et ’Auschwitz’«.
Flere filmkritikere samt den jødiske organisation Simon Wiesenthal Centre, der arbejder for at beskytte det jødiske samfund, har derfor kritiseret ’Bawaal’ for at være ufølsom og tonedøv.
»Auschwitz er ikke en metafor. Det er indbegrebet af menneskehedens evner, når det gælder ondskab«, siger Abraham Cooper fra Simon Wiesenthal Centre ifølge The Guardian. Hans organisation kræver nu filmen fjernet fra Amazon Prime, streamingtjenesten og produktionsselskabet bag ’Bawaal’.
The Guardians filmanmelder giver den ét hjerte, for selv om præmissen kunne fungere – en forfærdelig mand lærer om livet af sin væsentligt klogere kone – er det et »sørgeligt fejlskud« at lade fortællingen foregå under en rundrejse til vigtige Anden Verdenskrig-lokationer.
The New York Times’ anmelder kalder det forfærdeligt at sammenligne holocaust med et skrantende parforhold og kritiserer generelt filmens humor, skuespil samt manuskriptets gammeldags forherligelse af ægteskabet.
Hvad med jer selv?
Men kritikken klinger noget hult, mener holdet bag ’Bawaal’.
Det kom frem, da instruktøren og de to hovedrolleindehavere deltog i en masterclass arrangeret af Pinkvilla, en indisk underholdningsplatform. Foran en sal fuld af tilhørere sagde hovedrolleindehaveren Varun Dhawan:
»Nogle blev triggeteller krænket af det her. Men jeg forstår ikke, hvorfor de er mindre sensitive, når de ser en engelsksproget film«.
»Jeg kender nogle, som følte sig meget krænket efter at have set en film, som er fantastisk, men hvor en lille scene berører noget, som er vigtigt for vores kultur og vores land. Og det er okay for jer. Hvor er kritikken henne i det tilfælde?«, spurgte Varun Dhawan retorisk.
Filmscenen, han henviste til, stammer fra den aktuelle storfilm ’Oppenheimer’, hvor citater fra den hellige indiske bog Bhagavad Ghita indgår i en sexscene.
Kontroversiel sexscene skaber vrede blandt indiske politikereBedste intentioner
Instruktøren Nitesh Tiwari sagde i forbindelse med den samme masterclass, at han med ’Bawaal’ ønskede at bringe de historiske begivenheder tættere på publikum.
»Ser vi ikke parret blive decideret bevæget over, hvad der er sket i Auschwitz? Det gør vi«, sagde Nitesh Tiwari, der også instruerede den bedst sælgende indiske film nogensinde, ’Dangal’ (2016).
»Man kan kritisere det kreative produkt, men lad være med at kritisere intentionen. Vi har lavet ’Bawaal’ med så meget kærlighed, så mange gode intentioner«, sagde han.
I 2014 konkluderede en Unesco-undersøgelse, at indiske skolebøger ikke indeholdt ordet ’holocaust’, og at bøgerne undlod detaljer om folkemordet. Skuespilleren Varun Dhawan har selv beskrevet besøget på de historiske steder som øjenåbnende.
fortsæt med at læse


























