Karakterskuespilleren Liam Neeson har som så mange andre ældre herrer slået sig på actionfilm. I film efter film gentager Neeson stort set den samme rolle i alt fra ’Taken’ til ’The Commuter’ i noget, der ligner en indædt kamp for ikke at lide strådøden på lærredet.
Neesons actionrolle er typisk den almindelige mand, der må lære at slå fra sig for at overleve. Så det er lige efter bogen, da han i filmens første scener løfter vægte og giver boksebolden tæsk. Matt Turner er et mappedyr, der kan bide fra sig.




























