Frankenstein-fortælling vinder gylden løve foran 'Bastarden'

Instruktøren af "Poor Things" Yorgos Lanthimos med Guldløven efter at have vundet prisen for den bedste film i hovedkonkurrencen ved filmfestivalen i Venedig.  Foto: Tiziana Fabi/Ritzau Scanpix
Instruktøren af "Poor Things" Yorgos Lanthimos med Guldløven efter at have vundet prisen for den bedste film i hovedkonkurrencen ved filmfestivalen i Venedig. Foto: Tiziana Fabi/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Filmen ’Poor Things’ har lørdag aften vundet prisen for bedste film i hovedkonkurrencen ved filmfestivalen i Venedig.

Filmen er en sort komedie efter forfatteren Alasdair Grays Frankenstein-fortælling fra 1992. I hovedrollen ses den amerikanske skuespiller Emma Stone, som vækkes til live.

Politikens film- og tv-redaktør Kristoffer Hegnsvad, der akkurat har forladt festivalpalæet kalder Poor Things for »en visuel overdådig Frankenstein-fortælling, moderniseret til tidens kønskamp, og skabt af en vild græsk instruktør«.

Han kalder det helt fortjent, at filmen løber med Guldløven i Venedig.

»Det har været en stærk konkurrence i år med film af Sofia Coppola, David Fincher, Michael Mann og Nikolaj Arcel, men der er ingen tvivl hos mig om, at Yorgos Lanthimos’ film var den rette vinder«, siger Kristoffer Hegnsvad.

»Filmen om en videnskabsmand spillet af Willem Dafoe, der videnskabeligt studerer en ung kvinde Bella Baxter i sit hjem, hvor fantasifulde hybriddyr går rundt, er som skabt til denne by fuld af stærke kontraster og kunst.«

Vandt foran Bastarden

I samme kategori var også den danske film ’Bastarden’ nomineret.

Holdet bag filmen tæller blandt andet instruktør Nikolaj Arcel og hovedrolleindehaver Mads Mikkelsen.

Det er første gang i 33 år, at en spillefilm af en dansk instruktør har været udtaget til hovedkonkurrencen i Venedig.

Men den danske film må altså se sig slået af ’Poor Things’, som den græske instruktør Yorgos Lanthimos står bag.

Der blev ved prisuddelingen i Venedig også overrakt en lang række andre priser.

Sølvløven, som er en slags andenplads i hovedkonkurrencen, gik til den japanske film ’Evil Does Not Exist’. Dramaet var den eneste asiatiske film, der var udtaget i kampen om hovedprisen.

Opdateres...

Ritzau/Politiken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her