Jeg kender billedet fra så mange film. Den iskolde lejemorder, som uden at ryste på hånden under riflen med kikkertsigtet forbereder endnu en likvidering.
Men noget er anderledes denne gang. Mens morderen passer sine åndedræts- og koncentrationsøvelser, hører vi hans indre monolog kværne. En filosofisk tirade om altings mangel på dybere mening. Om den absolutte nulværdi af et menneskeliv set i den store sammenhæng og nødvendigheden af at være følelsesmæssigt afkoblet.


























