Lyt til artiklen
Man er efterhånden så vant til iscenesatte dokumentarfilm fulde af fikumdik, at jeg næsten falder af stolen ved mødet med en sobert registrerende dokumentar. En film, der med flueøjne på væggen viser mig et grundigt registreret udsnit af virkeligheden helt uden dramatisk hjælpemotor.
Nicolas Philibert fik sig et overraskende kulthit, da han i 2002 lavede ’At være og at have’, hvor han fulgte en fransk landsbylærer. Det var fornemt registrerende fortællekunst uden falbelader. En form, som i bund og grund handler om at udvise respekt for mennesker, der i det daglige gør en forskel.
