Kald mig bare en rød gammel nisse, men det varmer altså mit hjerte, at 87-årige Ken Loach stadig knokler rundt derude i virkeligheden med sine solidariske film om barske sandheder på bunden af klassesamfundet.
Loach har sammen med sin faste manusmand, Paul Laverty, igen og igen insisteret på at lave film, der prøver at banke ind i alle tykke hoveder, at det med ’dem og os’ er en stor, fed løgn. I stedet for at flå hovedet af de fremmede eller det andet holds hooligans skulle proletariatet hellere rette skytset mod et pivende uretfærdigt samfund, hvor de få på toppen smovser, så der kun er krummer tilovers at slås om.




























