Der er en sær gammeldags opbyggelighed over første aftapning af Taylor Sheridan og Chad Feehans antologi-serie ’Bass Reeves’ om berømte ordenshåndhævere.
Titelfiguren er nemlig en person, der vil det gode, men kommer han til at gøre det onde, lærer han af det og bliver et bedre menneske. Han tror på Gud. Elsker sin hustru og sine børn. Og bliver han vidne til slette individers moralsk forkastelige handlinger, tager han enten afstand eller gør uret ret.




























