Det er lidt pudsigt, at jeg ganske kort inde i første afsnit af ’Payback’ kommer til at tænke på Netflix-serien ’Ozark’, der efter fire fremragende sæsoner sluttede sidste forår. For den handler nemlig også om en revisor, der kommer i kløerne på nogle skruppelløse gangstere, som intet kender til menneskelighed eller nåde.
Og søreme om ikke også den gode Peter Mullan begge steder leverer en både præcis og skræmmende indsats som psykopatisk kriminel. De to serier handler også om hvidvaskning og politiets indsats mod den type aktivitet.




























