Manglen på at se fjenden som et menneske plager selv så stærk en krigsfilm som ’Saving Private Ryan’. Det gør særlig ondt at se i en tid, hvor konflikter hober sig op, og dæmonisering ligger ligefor, skriver Karsten Ifversen, der har genset filmen.
Ikke engang en anerkendelse af fjendens lidelse er der plads til i de store amerikanske krigsfilm
Landingen på Omaha Beach er et 10 minutters filmisk bravurnummer i et excellent lyddesign i ’Saving Private Ryan’. Åbningsscenen sætter i den grad beskueren midt i begivenhederne. Foto: DreamWorks/David James/AP
Lyt til artiklenLæst op af Karsten R.S. Ifversen
06:13
Henter...
Filmisk var åbningsscenen i ’Saving Private Ryan’ et voldsomt dyk ned i en helt ny grad af tilstedeværelse midt i et krigsslag. Man landede først under vandet og siden på sandet med kuglerne flyvende om ørerne og luften fuld af røg og splinter fra granateksplosioner i et kontinuert massivt kaotisk dommedagsscenarie.
Man fik i biografen en fysisk fornemmelse af, hvordan det måtte være at blive landsat på en strand og bevæge sig op imod ilden fra et maskingevær i en bunker. Et spil terninger med døden, hvor man hvert sekund skal slå en sekser for at vinde.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.