Verdens komplekse mangfoldighed kan jo godt overvælde den voksne, ikke mindst den, der føler et medansvar for at ændre nogle af de værste uretfærdigheder.
Hvordan må det så ikke tage sig ud for børn med endnu mindre indflydelse? Måske ikke så håbløst for små børn omgivet af »kontakt, krav og kærlighed«, som børnelægen Svend Heinild sagde, og derfor endnu optimister: Urimeligheder må og kan rettes.
Men jo mere viden børnene får, des mere uoverkommeligt ser det ud med forandringer.
Bille August om børnefilm: Man behøver ikke at tale til laveste fællesnævnerParadoksalt, men det kan sættes på ganske enkle kunstneriske formler. Det gør denne dialogløse brasilianske tegnefilm på tværs af al mainstream-animation, skabt overvejende med enkle pastelstreger.
Drengens far rejser bort, og i sporene efter ham foregår drengens erkendelse af verden som en rejse til stadig nye omgivelser – ligesom børns udvikling sker i en rækkefølge af horisontudvidelser med efterfølgende hvile og ordning af de nye data før næste skridt ud i verden.
Et frø af håb
Billedet veksler mellem fuldt udfyldte baggrundsmønstre og tomme hvide flader med kun drengens cirkelrunde hoved på jagt efter f.eks. en farveklat, en hund eller en tråd, der ender i en kæmpemæssig væv.
Men væverne erstattes af maskinvæve, bomuldsplukkerne af en slags kæmpestøvsuger, skovarbejderne af kædesave på larvefødder.
Filmfestival: BUSTER guider til filmaktiviteter i byenPå dét sted slår teknikken om i realfilm, et virkelighedschok efter de kønne, forenklede mønstre og tegninger, der holdt sig inden for børneværelsets vante æstetik. Fra savnet af faderen når barnet at se, at mennesker bliver overflødige.
Vel lægges der også et frø til spiring, som et håb. Men ellers er det, som Prædikeren siger, men de mindste ikke behøver at vide endnu: Hvor megen kundskab er, dér er megen græmmelse!
fortsæt med at læse
