Fjernt fra enhver bollywoodsk udskejelse bærer især de meget ægte glimt af 9-10-årige skoledrenges indbyrdes omgangsformer denne afdæmpede indiske fortælling om Chinu, søn af en enlig mor.
Faderen er død, og for at bevare et job må hun lade sig forflytte igen og igen, så drengen også må begynde forfra med at skaffe sig venner – og atter tage afsked med dem.
Regntid er det også, da de flytter til en mindre by, hvor lokalbefolkningen er vant til laissez-faire og korruption hos myndighederne, og det kan bringe den retlinede mor i fedtefadet som underordnet offentligt ansat.
De kålhøgne, men i bund og grund usikre drenges drillerier og sporene af de voksnes sociale hakkeorden over for knægtenes slet skjulte behov for at høre til, uanset klasse og kaste, er usentimentalt skildret og akkompagneres diskret af moderens egne kampe på arbejde såvel som med den velbegavede drengs tilløb til oprør.
Da Chinu en dag føler sig svigtet af kammeraterne, isolerer og forhærder han sig over for dem og moderen og gør i krænket stolthed nærmest sig selv til et fort af trods og ensomhed. Men ikke uindtageligt.
Filmfestival: BUSTER guider til filmaktiviteter i byenBåde lovlig ’litterære’ symboler – en fyldepen, et ensomt fyrtårn m.m. – enkelte uforklarede handlingsspring og tilløb til sidehistorier, bl.a. om kontakten med pigerne i klassen, ligner rester efter et mere fyldigt manus, måske en roman, som grundlag for disse enkle konflikter, genkendelige for enhver over 8-9-års alderen trods de fremmedartede omgivelser.
Et par af barneskuespillerne lyser op som naturtalenter, og ikke mindst kameraarbejdet med ansigter, uprætentiøse interiører og storladne landskaber har nok været med til at sikre denne varme, alvorlige film en Krystalbjørn på Berlinalen i år.
fortsæt med at læse
