Da jeg efter danskertræf på Den Skandinaviske Terrasse tilfældigvis kommer til at slå følge et stykke vej med Lars Mikkelsen på Croisetten, er trængslen tæt, selv om klokken har passeret midnat.
Det kan være en anelse overvældende med alle de mennesker hele tiden, men noget mysterium er det ikke, kan jeg konstatere efter at være faldet over noget Cannes-statistik i International New York Times.
På ti år er antallet af akkrediterede vokset fra 19.000 til 30.000. Der er nu omkring 4.000 journalister i Cannes. Antallet af film på markedet er i samme periode vokset fra 674 til 1.420 titler. De 56 film, festivalen i år har udvalgt til officiel visning, er plukket fra ikke mindre end 1.800 håbefulde kandidater.
Så ikke så mærkeligt, at markedsfilmen ’The Iron Ivan’ kun er en af de mange, mange film i Cannes, jeg aldrig får set. Til gengæld får jeg set en smagsprøve på en ny russisk krigsfilm om slaget ved Sevastopol, da det russiske filminstitut Roskino holder reception. Stemningen er noget speciel.
LÆS OGSÅ Dagbog fra Cannes: Favorit-film skuffer med flad skildring af pædofili
’Slaget om Sevastopol’ er en russisk-ukrainsk koproduktion. Med en blanding af beroligende smil og bekymrede miner gør både russiske og ukrainske filmfolk det klart, at den verserende konflikt ikke er en ønskesituation. Man klapper entusiastisk i fælles tro på, at ’Slaget om Sevastopol’, der ligner den 117. russiske patriotiske film om den store fædrelandskrig, vil dukke op i hovedkonkurrencen til næste år.
Lang film med søvn i titlen
Med de mange tal svirrende i hovedet står jeg op til morgenritualet. Jeg står ved den åbne glasdør og ser svalerne snitte hen over den blå himmel med deres små skrig. Engang imellem groft suppleret af en havmåges grandiose hånlatter. Det er ikke meget himmel, jeg kan se over hotellets baggård. Men det rækker lige til en inhalering.
Hvilket også kan være nødvendigt en dag, hvor man skal i lag med Nuri Bilge Ceylans 3 timer og 16 minutter lange ’Winter Sleep’. Som en amerikansk kollega siger i forbifarten:
»Man skal godt nok have selvtilliden i orden, hvis man laver så lang en film med ordet søvn i titlen!«.
Kristian Levring: En dansk western. I Cannes? Ja, kraftedeme!Men der er lange film, og så er der lange film. Der er film, som er lange, fordi instruktøren ikke kan få fortalt sin historie til tiden. Hvor længden er et udtryk for ubeslutsomhed og mangel på disciplin. Og så er der lange film, hvor tiden på en helt anden måde er en aktiv integreret del af fortællingen.
Tyrkiske Ceylan er en instruktør, der helt bevidst arbejder plastisk med tiden. Man skal føle tiden gå. Den tid, det tager at komme i dybden med noget så rodet og springende som liv og samtaler.
Forbitrede samtaler
Den tyrkiske auteur har med film som ’Distant’, ’Climates’ og ’Three Monkeys’ skabt sin helt egen niche beslægtet med både iransk og russisk film. Sidst tog han os ud på en gevaldig lang køretur i ’Once Upon a Time in Anatolia’.
Denne gang præsterer han en meningsudveksling mellem to mennesker, der i hvert føles, som om den varer en stiv klokketime. Helt ude i skoven, hvis man spørger en statsautoriseret manuskriptdoktor, men Ceylan insisterer.
Og selv om ’Winter Sleep’ er så lang, at man indimellem føler, man selv er ved at overvintre i biografen, så har den en magi, der fungerer. Den tidligere skuespiller Aydin har et lille lækkert hotel i de fantastiske klippeformationer på den anatolske højslette. Aydins familie er lokal overklasse. Han bruger sin tid på at hyggeskrive ’Det tyrkiske teaters historie’. Aydin og hans unge hustru Nihal har et anspændt forhold. Aydins søster er fraskilt og bitter.
Kvindelig juryformand i Cannes: Mændene spiser hele kagenIgennem lange kolde vinterdage udspiller sig stadig mere forbitrede samtaler om deres liv. Om moral og etik. Om billig humanisme, kynisme og det indviklede forhold mellem tradition og modernitet, landsby og storby, i en diskurs, som gennemsyrer Ceylans film i en dybt intim og facetteret samtale, der under overfladen også handler om livet i det moderne Tyrkiet.
Billederne af det kolde landskab er voldsomt smukke. Interiørerne ulmer varmt i lyset fra pejsen. En fordrukken herreaften er et kosteligt komisk indslag og ikke det eneste i en ellers alvorlig film. Det er en film, der gløder dybt og langsomt på mange niveauer. Men lang er den godt nok!
Yves Saint Laurent igen
I den lange ende på den mindre gode måde er de to andre konkurrencefilm ’Relatos Salvajes ’ og ’Saint Laurent’. Argentinske Damian Szifrons film er en samling vilde og vanvittige skæbnefortællinger fra det moderne liv. ’Relatos Salvajes’ har Pedro Almodovar som en af sine producenter, og slægtskabet er klart i disse anarkistisk løsslupne fortællinger om korruption, magtmisbrug og almindelig galskab.
Tre af historierne er guddommeligt morsomme. Blandt andet leverer Szifron nok den mest vanvittige bryllupsscene til dato.
Efter filmene om Grace Kelly og maleren Turner kommer turen nu til endnu en film om Yves Saint Laurent. Jeg må indrømme, min interesse for haute couture og prêt à porter kan ligge på et meget lille sted. I den slags situationer er det op til instruktøren at vække den.
Bertrand Bonello gør, hvad han kan. ’Saint Laurent’ er et hudløst portræt af en sart blomst med store skaberevner, et voldsomt forbrug af sprut, piller og hårdhændede herrebekendtskaber.
LÆS OGSÅ Mads Mikkelsen som cowboy høstede spontant bifald i Cannes
Der er vist ikke gemt noget under stolen i Bonelleos portræt. Alligevel lykkes det ham at lave en biografi, der er lige så næsegrus tilbedende, som den er ærlig. At præsentere brandet YSL som modens Marcel Proust er lige at stramme den. Vurderingen af Laurent er præsenteret som avisoverskrifter. Han gav kvinderne deres bryster tilbage. Den slags.
Filmen er enormt flot lavet, dens komposition og snit er dristigt, men den har mange overflødige scener, er alt for lang i spyttet og burde være sluttet mindst en halv time før. På trods af alt det dybdeborende arbejde forbliver filmen følelsesmæssigt på den lækre overflade. Det er måske bare et spørgsmål om mode, tænker jeg.
fortsæt med at læse
