De afrikanske gadesælgere har føjet en ny ting til sortimentet af solbriller, stråhatte og meget mærkelige legetøjsdyr. Og jeg tror minsandten, de med selfie-stick’en har sig en sællert. Den symbolske pind, som gør alle i stand til at placere sig selv midt i billedet, mens de fotograferer sig selv med deres iPhone.
Selfie-stick’en, som samtidig bevarer en absolut illusorisk distance til den afbildede person, er et soleklart hit i Cannes. Nu kan alle ligne deres egen stjerne foran den røde løber. Uden at behøve en håndsrækning fra andre end sig selv.






























