Lyt til artiklen
Jeg skribler alt muligt ned i biografmørket, når jeg skal anmelde film: på bagsiden af pressematerialet eller på en kuvert, en kvittering, hvis jeg er i papirnød. I Cannes går det ud over den lille notesbog, vi fik udleveret i vores pressekit.
Jeg har en gal morders håndskrift. Og jeg har en vanvittig seriemorders, når jeg ikke kan se noget. Hvis nogen fandt min bog, ville de tro, at det var strøtanker fra en vanvittig. Der står højst fire halve sætninger på hver side, ofte oven i hinanden: »De skal aldrig spise sammen. Alle har deres følelser. Alle har deres egen«, står der om rumænske Christi Puiu. »Getting fucked by the kangaroos«, »kramperr, nervrer« og »find a way to leave your wife in Paris« står der på en anden.
