Han er iført hvide lærredssko, blå skjorte med opsmøgede ærmer, sorte bukser og iklædt en naturlig belevenhed.
Claes Bang er i sit es. Han har fundet sit es.
Journalisterne hænger ved hans læber. Det er, som om han var skabt til at åle sig op og ned ad strømmene i Cannes. En dag kommer jeg forbi ham, og han står og taler ivrigt og flydende tysk i mobiltelefonen.
Måske med en journalist, der vil høre, hvordan en efterhånden 50-årig dansk teaterskuespiller kunne holde på hemmeligheden om sig selv i sådan grad, at der i den grad er eftertryk på gennembruddet i disse uger i Cannes, hvor han spiller hovedrollen i konkurrencefilmen ’The Square’.
