Kritik To dokumentarfilm fortæller originalt om krig

Lyt til artiklen

Kommer man hjem fra en krig i en kiste, bliver man hyldet, mindet og savnet. Vender man levende hjem, kan man blive ladt alene med forfærdelige erindringer og skyldfølelser.

»It was coming home we weren’t ready for«, siger den yngste af de tre tidligere soldater, som er hovedpersonerne i Brian Hills film ’The Not Dead’.

Da han vendte hjem fra Irak, oplevede han dels, at omgivelserne var lidt skuffede over, han stadig var i live. Dels at han igen og igen blev spurgt, hvordan det føles at slå et menneske ihjel. At det kan tage et liv at svare på det spørgsmål, vidner den ældste af filmens hovedpersoner om.

Han kæmpede for det britiske koloniherredømme i Malaysia i begyndelsen af 1950’erne, hvor lokale oprørsbevægelser sloges for landets uafhængighed. Et halvt århundrede senere løber tårerne ned ad den nu gamle mands ansigt, når han taler om, at han slog et andet menneske ihjel. »Han var også nogens søn«, siger den forhenværende soldat.

Kæmpetalentet Brian Hill
Brian Hill har tidligere vist, at han kan behandle et klassisk dokumentarfilmtema originalt. Ud over ’The Not Dead’ fra i år kan man på Cph:Dox se hans film ’Songbirds’, der tidligere har været vist i dansk tv og vises i Husets Biograf i aften kl. 19.00. I ’Songbirds’ fra 2005 lod han kvindelige indsatte i et engelsk fængsel synge og rappe deres historier.

På papiret kunne det ligne en fiks idé. Men det fungerede i filmen som et redskab til at overraske publikum og få flere nuancer i kvindernes personlighed frem. I ’The Not Dead’ gør Brian Hill noget lignende, der passer bedre til det tema, han arbejder med her.

Når de tre tidligere soldater fortæller, springer billedsiden tilbage til arkivoptagelser fra de krige, de har deltaget i. Men ind imellem er der fokus på mændenes ansigter, mens de giver deres oplevelser af krigssituationer og efterkrigsreaktioner mæle på vers.

Det virker ikke påklistret. Brian Hill har et kæmpe talent for at gøre ofte behandlede dokumentarfilmtemaer vedkommende på ny.

’The Not Dead’ er en af i alt 11 film, der konkurrerede om at modtage årets Amnesty Award på Cph:Dox. Vinderen blev 'No end in sight' instrueret af Charles Ferguson fra USA.

The Not Dead. Instr.: Brian Hill. England. 72 min.

Jon Bang Carlsen skaber tråd til fortiden
I den kategori var også danske Jon Bang Carlsens nye film, ’Purity Beats Everything’, en stærk kandidat. Som Carlsen har for vane, optræder han selv i filmen. En del af ’Purity Beats Everything’ foregår der, hvor instruktøren bor nu med katte, hunde, søn og fyldt, vindblæst vasketøjssnor.

Mens det rene tøj tager imod den danske blæst, fortæller Carlsens stemme om at vokse op i 1950’erne og leve i dag med fortielser om den menneskelige ondskab, der drejer sig om at udrydde eller ’bare’ undertrykke andre racer end ens egen.

Hvor Carlsen i andre film sommetider har forpurret dramaturgien noget med sin egen tilstedeværelse, fungerer hans rolle i ’Purity Beats Everything’. Det er hans stemme og hans nutid, der skaber tråd til fortiden, som i det her tilfælde er nazisternes jødeudryddelser under Anden Verdenskrig.

Før og nu flettes sammen

I deres stræben efter racerenhed lykkedes det ikke nazisterne at myrde de to fortællende, jødiske hovedpersoner i filmen. De overlevede ophold i koncentrationslejre og emigrerede efter krigen til Sydafrika, hvor de både nok så absurd og tankevækkende blev en del af den hvide overklasse i et samfund splittet af apartheid.

Dialogen mellem de overlevende jøders erindringer og refleksioner på den ene side og Jon Bang Carlsens nu på den anden side finder sted i et roligt tempo på et lærred, som indimellem er splittet i to.

På den måde flettes før og nu sammen i en fortælling, der formulerer raceadskillelsens og -udryddelsens ondskab, så man rammes af oplevelserne, ansigterne og i høj grad også af billedsproget. ’Purity Beats Everything’ er simpelthen fantastisk flot filmet.

Purity Beats Everything. Instr.: Jon Bang Carlsen. Danmark. 52 min.

Dorte Hygum Sørensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her