Michael Madsens film, den storladne ’Into Eternity’, er en thriller, der handler om, hvordan menneskets efterkommer oven på istiden om 60.000 år vil stå, desorienteret, men pilfingret og nysgerrig, over for vores dødelige arv af nedgravet atomaffald.
Var dit udgangspunkt journalistisk? »Nej, jeg har en mere fænomenologisk tilgang. Det er første gang, vi som mennesker har produceret noget, hvis effekt, atomaffaldet, rækker så langt ind i fremtiden. Atomkraft opsummerer al vores videnskabelige kunnen, men sideeffekten, affaldet, ved vi ikke, hvordan vi forholder os til. Der er maksimalt 60.000 år til den næste istid, et tidsperspektiv, som er hinsides, hvad vi og forskerne kan fatte?«. En film til vores efterkommereDet er, som om du har sat dig for at filme det ufilmelige? »Det er jo sjældent, at det egentlige, man har villet fortælle, kan aflæses på et konkret billede. Det problem, filmen beskæftiger sig med, ligger rigtig langt ude i fremtiden og er derfor i udgangspunktet ret abstrakt. Hvordan begribeliggør vi det? Hvordan skaber vi en fornemmelse af det, sådan at man faktisk kan forholde sig til tallet 60.000 år? Men finnerne er jo konkret i gang med at grave et fem kilometer dybt hul ned i jorden for at begrave atomaffaldet«.
