Hvad er nordisk dokumentarfilm egentlig for en størrelse? Det spørgsmål har CPH:DOX efterhånden fået stillet rigtig mange gange af sine udenlandske gæster. Nu giver festivalen så de nysgerrige udlændinge det, de har higet efter.
Et billede af Norden Under titlen NORDIC:DOX viser CPH:DOX tyve skandinaviske dokumentarfilm, som på hver sin måde giver svar på, hvad det er, der tegner de historier, som strømmer ud af Nordens filmværksteder for tiden.
Spænder bredt Helt entydigt er svaret dog ikke. For de tyve film fra Danmark, Sverige, Norge, Island og Finland spænder vidt både tematisk, stilistisk - og geografisk. I '1/2 Revolution' filmer den dansk-palæstinensiske Omar Shargawi for eksempel revolutionen i Egypten.
LÆS OGSÅHer er de nominerede til Publikumsprisen på CPH:DOX 'Layers of Fog' af Super 16-filmskaberen Caroline Sascha Cogez skildrer teenagepigeliv i Bhutan. De danske 'The Kampala Story' og 'Au Pair' handler om henholdsvis børneliv i Uganda og filippinske au pair-piger i Danmark. Og den finske 'Tataré' når forbi Paraguay, mens den svenske 'El Medico' foregår i Cuba. Nordens enestående muligheder Direktør for CPH:DOX Tine Fischer har da også svært ved at pege på, hvad der egentlig tegner tidens nordiske dokumentarfilm. Mangfoldighed er nemlig et af de ord, som beskriver NORDIC:DOX-programmet bedst, fortæller hun. Men én ting har de til fælles. LÆS OGSÅGæsterne sneg sig ud fra gallafest »Dokumentarfolk i Norden har enestående muligheder. Vores støttesystemer er helt unikke, og det kan man se i de færdige film. Der er en stor forskellighed filmene imellem, men de er alle udviklet på kunstens præmisser. Ikke på markedets«.
Stor kunstnerisk frihed Helt konkret betyder det, at filmene ikke i udgangspunktet er tilpasset et tv-format eller lavet med en bestemt målgruppe i sigte. De er derimod skabt ud fra en stor kunstnerisk frihed. »Filminstitutterne i Norden har overordnet set et støttesystem, som betragter film som kunst. Det tillader filmskaberne en stor grad af frihed til at udvikle deres værker i den retning, de ønsker«, siger Tine Fischer. LÆS OGSÅFilmfolk guider: Det vil vi se på CPH:DOX »Og det forklarer på sin vis, hvorfor disse films fællestræk ser ud til at være forskelligheden«. Én tendens er der dog i nordisk dokumentarisme anno 2011. Flere af filmene i NORDIC:DOX-programmet er lavet af instruktører, som bruger sig selv i en form for performance i filmen.
Interaktiv dokumentarisme I sin dokumentariske film noir 'Detektiven' prøver Christopher Dreyer for eksempel kræfter med sin drengedrøm om at blive detektiv, mens den svenske instruktør Fia-Stina Sandlund i 'She's Blonde Like Me' viser sin og skuespillerveninden Alexandra Dahlströms katastroferejse til Biennalen i Venedig. »Det er en interaktiv form for dokumentarisme, hvor man kaster en bold ind i virkeligheden«, forklarer Tine Fischer om tendensen. LÆS OGSÅPolitiken.dk viser fem CPH:DOX-film »Det er en slags hybridform, som handler om virkeligheden. Men en virkelighed, der møder fiktionen i en igangsat proces, hvor præmissen er meget klar«. Større risikovillighed I det hele taget er interessen for at udvikle dokumentargenren stor i Norden. De nordiske filminstitutter er begyndt at støtte instruktører, som kommer fra andre miljøer end filmmiljøet, fortæller Tine Fischer. Også i Danmark, hvor støtteordningen New Danish Screen de seneste par år har tildelt filmstøtte til instruktører fra mange forskellige baggrunde. LÆS OGSÅCPH:DOX lancerer program med sex, drugs and rock'n roll »Det er ret unikt for de nordiske lande. Især Sverige har virkelig været bannerfører for den tendens. Man løber en stor risiko, fordi instruktørerne ikke er trænet i den klassiske filmkunst, men kommer med en helt anden forståelse. Til gengæld får de lavet nogle film, der ser radikalt anderledes ud«. FACEBOOK