Det er i Bangladesh. En luder får det råd af sin chef, at hun kan undslå sig for at sutte den af på en mand, med henvisning til at hun bruger sin mund til at recitere koranvers. Scenen stammer fra den tyskproducerede ’Whores’ Glory’, der er en af en håndfuld film på CPH:DOX, som beskæftiger sig med krop og køn. »Det er jo min luderfilm«, sagde instruktøren, Michael Glawogger, til slagteren, når han var træt af altid at skulle forklare projektet helt forfra, hver gang folk spurgte ham, hvad han havde gang i. ’Ein Hurenfilm’ er i dag dens undertitel. LÆS OGSÅDokumentarfilm nyder lige nu en uhørt interesse Ludere, strippere og pornomodeller, kød, kød, kød er løsenet for denne lille stribe film. Det er ikke nødvendigvis rare ting, de viser – om dem, der stripper og boller for penge, men især ikke om os, der i et eller andet omfang benytter os af det, helt ud til instruktørerne og denne artikels forfatter.
Det, filmene har tilfælles, er, ud over netop kød, kød, kød, fraværet af moralsk stillingtagen. Disse film, hver og én af dem, havde været utænkelige i 80’erne og 90’erne, og den dag i dag kan det få øjenbryn til at rejse sig, når man hører instruktøren bag filmen om den lidt banale franske pornobolle Hervé P. Gustave kalde HPG for »en kunstner«. Kroppen lyver ikke Når vi har løjet med munden og løjet i hovedet og i hjertet, er der kroppen tilbage. Kroppen evner ikke at lyve, det er et gammelt dogme. CPH:DOX-filmene har hver deres overgivne bud, hvordan kroppen er den første, sidste og største løgner af dem alle.
