Midtvejs i filmen om den svenske popmatros og folkelige fænomen Håkan Hellström sætter han sin grænse. Efter endnu en lang dag med interview fortæller han til kameraet, at han ikke lukker medierne ind i sit privatliv, som han gjorde for ti år siden, da han fik sit solistgennembrud med debuten ’Känn ingen sorg för mig Göteborg’. Fair nok i lyset af det massive hysteri, der omgiver den evigt smilende Håkan. Men beskeden bliver samtidig givet til de tre dokumentarister, der følger 37-årige Håkan Hellström i det heftige succesår, der har fulgt 2010-albummet ’2 steg från paradis’. Selv om de er tæt på i bilen, i øvelokalet og mellem koncerter, dukker hans kæreste og barn eksempelvis aldrig op i den dynamisk klippede film. Det er musikeren Håkan Hellström, vi møder, men det er også ham, svenskere i alle aldre har et personligt forhold til. Og filmen indfanger fint Hellströms betydning ved sideløbende at følge den teenageunge fan Amanda, der rejser fra Lund til Stockholm for at står forrest blandt titusinde af skrigende fans til Håkans koncerter. Det er der en særlig grund til, at hun gør, som den velfortalte film ikke spekulerer i, men fremlægger i sit fornemme klimaks. Der – privatliv eller ej – river op i de personlige følelser på samme måde, som Håkan Hellström gør i sine største sangøjeblikke. Spørgsmålet er, om en dokumentarfilm skal skrælle de medierede lag af og finde ind til det private menneske bag. Ikke nødvendigvis. Ofte fungerer det strålende i et fokus på netop kunstnerens relation til alle os private personer. Som i tilfældet Hellström. 'Hiphoppens Sgt. Pepper's' Andre gange er det netop helt inde i privatlivets betændte gemakker, at krudtet til en dokumentarfilm ligger gemt.
Som i den forrygende fortælling ’Beats, Rhymes & Life’ om et af hiphophistoriens vigtigste band, A Tribe Called Quest. Ambitionerne synes at rage ud over filmens begrænsede spilletid med både beretningen om succesen for newyorkergruppen, der satte hiphoppens ’Sgt. Pepper’s’ i verden med ’The Low End Theory’, en detaljeret grundtegning over hiphopmusikkens formsprog og samtidig et eskalerende internt drama, der fører til en smertelig opløsning af det farverige band. Men Michael Rapaport holder kameraet lige i hånden og får det hele med – så det oven i købet ligner en leg. En fornem bedrift af film, der både svinger på musikfronten og knirker faretruende, når barndomsvennerne Phife og Q-tip kolliderer i et sammenstød af egoisme, kreativ armlægning og en blind passager i form af en livstruende sygdom. Britisk hysteri Med næsten samme eksplosive cocktail af konflikter, dødsdrift og absurd idoldyrkelse kunne filmen om britiske The Libertines måske være foldet ud til et lignende intenst drama.
