Med 'The Prophet' vender britiske Gary Tarn tilbage til CPH:DOX, som han sidst besøgte med filmen ’Black Sun’, der vandt hovedprisen i 2006. ’Black Sun’ var en fænomenal billedrejse ind i det usetes univers – Tarn havde fulgt den franske kunstner Hugues de Montalembert, som i 1978 blev overfaldet i sin lejlighed på Manhattan af indbrudstyve, som smed syre i ansigtet på ham og blindede ham. LÆS OGSÅHer er de nominerede til Publikumsprisen på CPH:DOXAltuden begrænsninger Filmen viser ingen billeder af Montalembert, i stedet forsøger Tarn at sætte billeder på kunstnerens visioner, som stadig mindes det syn, han engang havde. Temmelig modigt gjort – og meget vellykket, selv om de indre billeder var meget syrede at se på og til tider kom i fare for at være monotone. Helt så vellykket er ’The Prophet’ ikke, og så meget desto større er skuffelsen, når man ved, hvad Tarn er i stand til. Hvor ’Black Sun’ var præget af en simpel og stærkt begrænset (men genial) idé, er ’The Prophet’ et værk, der forsøger at favne alt, uden begrænsninger. Filmen er en slags filmatisering af den libanesiske digter Khalil Gibrans bestseller af samme navn, en bog, som siden sin udgivelse i 1923 har haft en stadig voksende fanskare af læsere, som finder ikke bare skønhed, men også stor sandhed i Gibrans nærmest bibelsk vise ord om livet, kærligheden, kunsten, arbejdet og døden. LÆS OGSÅDokumentarfilm nyder lige nu en uhørt interesseMeditativt billeddigt I stedet for at sætte dramatisk handling til Gibrans ord har Gary Tarn fornuftigt nok søgt en mere associativ fortolkning, hvor en strøm af dokumentariske billeder ledsager Thandie Newtons stilfærdige oplæsning af bogen. Eksempelvis har Tarn valgt at illustrere kapitlet om påklædning med optagelser af folk, der kører nøgne på cykel, mens kapitlet om død er illustreret mere direkte med ældre fotografier af nyligt afdøde mennesker. Resultatet er et meditativt billeddigt, hvor billederne ikke altid repræsenterer en 1:1-læsning af teksten, men får lov til at stå som en spejling, en tanke, en mulig fortolkning blandt mange. Og dermed bevarer Tarn fornemt tekstens karakter af universel fabel, fortsat åben for fortolkninger. LÆS OGSÅGuide: 6 håndplukkede dox-eventsGnidningsfri skønhed Tarn gør altså ikke skade på Gibrans værk, men han får desværre heller ikke for alvor nogen interessant film ud af ’The Prophet’. Ligesom Gibrans bog når hele vejen rundt i livets cyklus med kloge ord og observationer, viser Tarn optagelser fra hele kloden. Beirut, Taiwan, Beograd, London, New York, Milano og Serbien er blandt de steder, hvor Tarn har fundet sit billedmateriale. Akkurat som Gibrans tekst er Tarns billeder fulde af velmenende sandheder om, at livet skal leves forlæns, at forældrene skal slippe deres børn fri og vide, at de ikke tilhører dem, om at glæden findes på trods af armod, og meget mere. Billederne giver ingen modstand til teksten, tværtimod, det er gnidningsfri skønhed, der præger Tarns forsigtige tag på Gibrans tekst. LÆS OGSÅNy drama-trend: Der sker jo ikke en skid!Som massørs regnskov Det er smukt og sandt og også voldsomt sentimentalt, og sammen med den konstant nærværende musikunderlægning skaber Tarn i ’The Prophet’ en meditativ stemning ikke ulig den, man oplever, når ens massør, zoneterapeut eller lignende har sat en cd på med regnskovens lyde for at fremme afslapningen. Det bliver simpelthen lidt kedeligt. En gang imellem bryder Tarns enestående visuelle sans frem, eksempelvis i en sekvens, hvor han viser børn, der leger på stranden og spejles i det blanke vandspejl. Ved at vende billederne på hovedet gør han deres skygger i vandet til den primære virkelighed, og effekten er øjeblikkelig. Men ellers stiller billederne kun alt for sjældent spørgsmål til Gibrans kanoniserede ord, og Gary Tarn lykkes dermed ikke med at gøre ’The Prophet’ til sit eget værk.

FACEBOOK