Hvert år til påske hører vi i medierne om, hvordan en gruppe religiøse fanatikere på Filippinerne fejrer højtiden ved at lade sig sømme fast til kors og dermed gennemgå de samme pinsler, som angiveligt – hvis man skal tro spindoktorerne Markus, Matthæus, Lukas og Johannes’ fremstillinger – blev Jesus til del for knap to tusind år siden på et bjerg i Mellemøsten. Det er en del af den religiøse kultur på de kanter, og det er denne, den danske instruktør Michael Noer (senest aktuel med fængselsfilmen ’R’) sammen med filippinske Khavn de la Cruz tager udgangspunkt i:
Filmen ’Son of God’ begynder med flagrende billeder fra Manilas gader, hvor selvudråbte inkarnationer af Kristus, healere og pilgrimme sætter præg på synsindtrykkene; der håndspålægges, fremvises sår efter korsfæstelsessøm og bedes, så det minder om en blanding af en alternativ messe og Dyrehavsbakken søndag eftermiddag i højsæsonen. Guds søn Midt i denne heksekedel af profeter, plattenslagere og prædikanter finder vi en filippinsk dværg iført kongekappe og paryk med store lyse krøller, der bæres i guldstol af to hærdebrede og maskeklædte mænd med nøgne overkroppe og en type lændeklæder, der normalt er forbeholdt alderstrinnet inden børnehaven. Det er Son of God, Guds søn, der præsenterer sig for alt folket og tilbyder at få de blinde til at se, de lamme til at gå og de konstiperede til at rende på toilettet, som var den Onde selv i hælene på dem.
