.jpg)
.jpg)
Farverne stråler, og roen i kroppens gentagne bevægelser er dyb. Snit for snit bliver en hel gul frugt skåret igennem på en træstub i det irgrønne græs af optikeren Adis mor, der tror, hun er over 100, men måske ’kun’ har rundet de 80.
Indimellem vifter hun et drilsk insekt væk med sine bare fødder. Adis mor er en lille, stærk indonesisk kvinde. Sommetider skæmter hun, når hun taler om sin meget ældre, hyppigt nynnende og noget senile mand, der påstår, at han er 16-17 år.
'The Act of Killing'-instruktørs nye film bliver skamrost i udlandetLige nu er hun alvorlig. Mens hun tavs skærer frugt i sin have et sted i Indonesien i Joshua Oppenheimers film ’The Look of Silence’, høres hendes stemmes lyd optaget af instruktøren ved en anden lejlighed.
Frugten bliver til saftige, ensartede skiver af gult, mens hendes stemme fortæller, at hun hader dem, der slog en af hendes sønner ihjel i midten af 60’erne. De dræbte omkring en million mennesker og ødelagde også mange andres liv.
Genopsætning af folkemodet
Den scene er typisk for en af måderne, danskboende Joshua Oppenheimer brugte i sin mange gange prisbelønnede film ’The Act of Killing’ fra 2012 og bruger igen i sin opfølgende film fra Indonesien, ’The Look of Silence’.
Billederne viser en del af historien, og ordene supplerer med en anden del. Publikum udfordres visuelt, rationelt og emotionelt samtidig. Og som han gjorde det i ’The Act of Killing’, får Joshua Oppenheimer også mange steder i ’The Look of Silence’ lige så meget vist i billeder som fortalt i ord, at Indonesien har steder, der er så smukke, at de ville ligne et billede på paradis, hvis ikke de bar på en fortælling om et diktatur fra helvede.
Joshua Oppenheimer: »Jeg var bange flere gange under optagelserne«I ’The Act of Killing’ fik Joshua Oppenheimer mordere til at lave en slags scenisk genopførelse af drab og tortur, de gennemførte i midten af 60’erne, da de var blandt bødlerne i det nye militærdiktaturs magtanvendelse over for alle anderledes tænkende.
Gangsternes skuespil i ’The Act of Killing’ hjalp instruktøren med at skildre det fortiede indonesiske folkemord barokt flot. Filmen har siden hjulpet indonesere med at forstå deres fortid og en nutid, hvor sandheden stadig undertrykkes.
Tavshedens tyranni
I 'The Look of Silence' er det ofre, der har ordet.
Adis mor og især optikeren Adi selv er hovedpersonerne. Som en detektiv opsøger Adi med Joshua Oppenheimer som filmende vidne en række af de mænd, der dikterede drabet på hans storebror. Det er Adi, der udspørger morderne fra dengang og typisk får det svar, at fortiden bør hvile i sin grav. Anger og ansvar for det skete vil ingen påtage sig.
Når han indimellem konfronterer drabsmænd med sin egen brors makabre død, bliver folk verbalt aggressive eller glider af.
Det er snart 50 år siden, folkemordet i Indonesien fandt sted. At det stadig er risikabelt at ville sige sandheden om det, viser ’The Look of Silence’ med al tydelighed.
Adi undlader at fortælle morderne, hvor i landet han og hans familie kommer fra i håb om at undgå de korrupte, udemokratiske magthaveres forfølgelse.
Stærke pointer
Mellem Adis besøg hos de forskellige mordere klippes til et tv-apparat, der står på et lille bord. På skærmen ser Adi – og filmens publikum – Oppenheimers grundige interview med to mænd, der var med til at pine broderen og skubbe hans lig ned i en flod sammen med tusindvis af andre lig.
Som filmen skrider frem, bliver det mere og mere med Adis øjne, man ser scenerne på hans tv-apparat. Det nødvendige i hans sandhedssøgen tydeliggøres, mens den konkrete viden om fortidens grusomheder vokser.
Tv-apparatet er en elegant og konstruktiv detalje i Oppenheimers nye film. Mere symbolsk er optikerens værktøj. Undervejs i sin søgen efter at afsløre fortiden undersøger han synet hos dem, han snakker med. Mange af dem har også billedlig talt et syn så dårligt, at de ikke behøver at se fortiden i øjnene.
Oppenheimers tredje tåreBortset fra disse greb og de indimellem svimlende flotte billeder er ’The Look of Silence’ mindre formbrydende som dokumentar, end ’The Act of Killing’ var. Til gengæld står pointerne tydeligere i del 2 af Oppenheimers projekt.
Ligesom den første film har den aktuelle de dokumentariske fyrtårne Errol Morris og Werner Herzog som executive producers. Det er forståeligt, at veteranerne siger god for filmen. På ganske få år har Joshua Oppenheimer placeret sig som et af de mest lovende instruktørtalenter på verdensplan.
Filmen har premiere 13. november i Grand Teatret, Empire Bio, Vester Vov Vov, Øst for Paradis Aarhus, CinemaxX Aarhus, Cafe Biografen Odense og yderligere fem biografer landet over.
fortsæt med at læse
