Han har ry for at være indadvendt og sjældent give interview. Og sine værker har han stort set aldrig fremført live.
Men alt det er 34-årige Erik Enocksson ved at lave om på.
Måske. For som den langlemmede svensker siger med et smil, kan det være, at der går syv år til, før han vil sætte et af sine værker op igen, hvis koncerten i Hellig Kors Kirken bliver noget helt andet, end han forestiller sig.
I aften uropføres Erik Enockssons soundtrack til filmen 'Man tänker sitt' (2009) af Enocksson selv og islændingen Jóhann Jóhansson på klaver og kirkeorgel. Hertil 40 korsangere fra Tritonus Koret. Arrangementet finder sted i forbindelse med CPH PIX.
Soundtracket skrev og indspillede Erik Enocksson i sin tid alene. Han spillede samtlige instrumenter og sang alle stemmerne, og han lægger ikke skjul på, at der er meget på spil.
»Hvis det bare var sange, ville det nok være lettere bare at skulle fremføre dem, i hvert fald en anelse lettere«, siger han.
»Men det kan aldrig bare være sange for mig, det her er på et personligt plan så vigtigt. Der findes en hel masse i værket, som jeg ikke er sikker på, giver mening for andre end mig. Og jeg ved ikke præcis, hvad der sker, når det ryger ud i et kirkerum«.
»Selv om jeg nok aldrig har været mere velforberedt«, tilføjer han.
En frigørelsesproces
Filmen 'Man tänker sitt' er lavet af Fredrik Wenzel og Henrik Hellström, to af Enockssons venner fra filmkollektivet 'Fasad' i Falkenberg. Den følger en række personer i et lille samfund og er ikke lavet ud fra noget egentligt manuskript, men er sat sammen af en række situationer.
ANMELDELSE (4 hjerter)
Svensk film er en bombe uden lunteEnocksson fortæller, at det først var, da filmen var færdigindspillet, at han blev bedt om at sætte musik til.
»Fredriks og Henriks tanker handlede om at klippe båndene og frigøre sig fra fortiden og familien, alt det, man har med sig. Det blev også præmissen for musikken, og det var vigtigt at gøre alting selv. Jeg havde f.eks. aldrig lavet et korarrangement før, ligesom det også var en pointe, at det kun er min stemme på soundtracket«, siger Erik Enocksson.
»Og det er netop en af grundene til, at det føles spændende for mig at gå den her vej nu. For på en måde er opførelsen i aften alt andet, end værket var dengang. Det her er jo i allerhøjeste grad et samarbejde«, siger han.
»Der er også noget kvælende over at skulle have kontrollen over alting. Jeg vil gerne udvikle mig. Jeg tror ikke længere på, at man kan afskærme sig og vende sig væk. Man må møde sin omverden for at komme fremad og opdage noget nyt«, siger Erik Enocksson prøvende.
For på den anden side, regner han sig straks efter frem til, er der også mange grunde til at lade være med at stille sig frem på scenen. Han føler nærmest, at han vil være i vejen.
»Det, som virkelig er smukt, og det, som er stort, det er jo ikke mig som person. Det er en tanke, en tone, der slås an eller en stemning. Måske endda idéen om musik og kunst. Den er vigtig, og det føles som om, den kan udrette ting. Den har i hvert fald forandret mit liv gentagne gange, og den kan gøre det for andre, tror jeg«, siger han.
»Men jeg som person stående på en scene ... Jeg oplever, at der bliver sat fokus på den forkerte ting. Hvis folk vil se mig, så kan de ringe til mig, og så kan vi drikke en kop kaffe«, siger han.
Lad musikken bære det, den har
Men hvad kan publikum forvente sig i Hellig Kors Kirken?
»Det er helt umuligt for at svare på. Men min ambition er at tage musikken fra det her individstyrede niveau til noget, der opstår sammen med andre mennesker. Bare at lade musikken bære det, den har, i stedet for at den bærer hele mit jävla værdiunivers. Udfordre det ved at invitere folk indenfor, Jóhann på orglet f.eks., og lade dem tilføre ting«, siger han.
»Jeg ved ikke, hvor langt fra orginalen det lander. Jeg har ingen anelse om, hvordan det kommer til at lyde. Det kan blive en stor ...«.
En stor ...?
»Det kan blive en stor oplevelse«, siger han.
fortsæt med at læse
