Hvis filmgenren ’kamera-essay’ ikke findes, kunne denne mildt sagt eksperimentelle svenske film være en grund til at oprette kategorien:
Uden noget dramatisk plot og med kun korte og spredte dialogscener følger kameraet fire ensomme menneskers strejfen om i udkanten af en svensk parcelhusforstad: To unge mænd, en lidt ældre indvandrer og en elleveårig, let autistisk dreng.
Sebastian hedder drengen, og hans tynde barnestemme er filmens ’fortæller’. Han præsenterer de andre figurer i landskabet og kommenterer sin udforskning af omverdenen med citater af Henry David Thoreau, den amerikanske forfatter, som fejrede Uafhængighedsdagen i 1845 ved at flytte ud i en hytte ved Walden Pond, fordi han fandt skovensomheden mere selskabelig end noget menneskeligt selskab.
Civilisationskritik
»Det meste af det, som mine naboer synes er godt, bryder jeg mig dybest set ikke om. Og hvis jeg angrer noget som helst, er det højst sandsynligt min gode opførsel«, lyder filmens motto, som også er et citat af Thoreau, der desuden skrev forsvaret for ’Civil ulydighed’.
Civilisationskritik er filmessayets uudtalte tema, det udtrykkelige tema er ensomhed. Jimmy, den ene unge mand, går rundt hele dagen med sit lille barn på armen, tigger penge ved supermarkedet og skifter også ungens ble direkte på parkeringspladsens asfalt. Han må ikke få nøgle til sine forældres hus, hvor han bor, nævner Sebastian i forbifarten.
Anders har både hus og bil, men drives ud i desperat aktivitet uden mål og med, drevet af indre dæmoner eller uforløst energi? Ingen forklaring. Heller ikke på den gamle Mischas aggressive ordvekslinger med dem, hvis baghaver han passerer på sine enlige fisketure langs åen.
Han kontakter dog andre, men han er heller ikke her fra byen. Hvor de fleste bare glor tavst, skeptisk eller fjendtligt, venter det værste. Måske er det allerede sket?
En bombe uden lunte
Både ’naturen’ omkring åen og ’civilisationen’ omkring Lidl-supermarkedet udgør meget stærke billeder i en kameraføring med øjenåbnende vinkler.
Og i stedet for dialogens hjælp til at forstå mennesker får vi passager af korsang, der forlener denne indestængte ensomhed med en skæbnesvanger desperation som under kulminationen i Hasse Alfredssons ’Morderenglen’.
Men her kommer ingen kulmination, ingen retning. Kun mennesker, der går i ring uden forløsning, deres længsler og tilstand gætter vi os til. Som en bombe uden lunte. Den pludselige afbrænding af møbler på gaden er en afmægtig, uartikuleret protest, men mod hvad? For tilskueren bliver det en befrielse – nu sker der da noget!
Man kan dårligt sige sig fri for at have set på uret undervejs, og måske kunne pointen have været messet igennem i et kortere værk end med fuld spillefilmlængde.
Men med deres ukælne egensindighed og poetiske kameraføring er Wenzel og Hellström – førstnævnte skrev manus til Sveriges Oscarbidrag i 2007, ’Farväl Falkenberg’, hvis instruktør her er producer – helt originale stemmer i skandinavisk film; nærmest beslægtede er vel Roy Andersson.
Se listen over alle de nyeste filmanmeldelser her.
fortsæt med at læse
