Den svenske komponist Erik Enocksson og den norske ambient-musiker Svarte Greiner befinder sig begge i de musikalske randområder, hvor det moderne spotlys ikke blænder, og man kan møde musik, man ikke anede var mulig.
Fredag aften gav de en dobbeltkoncert i den utrolig velvalgte Hellig Kors Kirke.
Enocksson brugte kor og kirkeorgel til at sige meget lidt, mens lydarkitekten Svarte Greiner rejste en sort tornado af lyd ud af næsten ingenting (og en hel masse effektpedaler).
Godt nok stod Enocksson øverst på plakaten inden, men det var opvarmningen, Svarte Greiner, der står stærkest tilbage i hukommelsen efter.
Bølger af toner
Norske Erik K. Skodvin arbejder som Svarte Greiner i dunkle og ambiente lydlandskaber.
Mens lyset sivede ud i det fyldte kirkerum, sad Svarte Greiner alene foran knæfaldet med først en cello, siden en elektrisk guitar og tog os med ned under de sorte grene, ned til den fugtige skovbund.
Der hvor det damper af forrådnelse i et fortættet mørke, og naturens undergang kribler af liv.
Ved hjælp af sine mange effektpedaler på gulvet foran sig byggede Svarte Greiner tre forførende kompositioner op.
Først et tungt, uroligt stykke, hvor dybe strøg på celloen blev loopet og lagt i lag, så det til sidst knurrede i kirkens vægge.
Svensk særling uropfører filmmusik i Hellig Kors KirkenDernæst kom en mere simpel melankolsk passage, der lå i forlængelse af Angelo Badalamentis vibrerende filmmusik, og til sidst spillede Svarte Greiner guitar som ingen anden.
Han lod den ene bølge af toner skylle ind over den næste, så man både kunne høre usmurte tandhjul og klirrende glasklokkespil i den brusende konkylie af lyd.
En sky musiker
I nogle øjeblikke virkede overtoner og dissonanser ude af kontrol, men Svarte Greiner havde fuldkommen styr på sit arrangement af vildfarne lyde.
Her var en musikalsk håndværker på spil for ørerne af os, og han skabte en af den slags sjældne stunder, hvor man får sit musikalske sprog udvidet med gloser, man ikke anede eksisterede.
Erik Enocksson bruger så få gloser som muligt. Han er ikke musikeren, du følger på Twitter eller ser på forsiden af nöjes-sektionen i svenske aviser.
Som en del af filmkollektivet Fasad er han hyldet for kompromisløs musik til foruroligende film, men han er også en sky musiker, der aldrig giver koncerter.
Derfor var det lidt af en sensation, da ArtFREQ og CPH PIX efter flere års forhandlinger præsenterede en uropførelse af Enockssons soundtrack til den fire år gamle film ’Man tänker sitt’.
Nåede aldrig de gribende højder
Et højtideligt korværk, hvor Enocksson sad ved flyglet under prædikestolen, og Københavns 40 personer store Tritonuskor indtog pladsen foran alteret, mens islandske Jóhann Jóhannsson sad oppe bag orgelpiberne.
Der var altså dækket op til en stormbrusende oplevelse.
Men det højstemte værk nåede i løbet af sin halve time aldrig helt op i de gribende højder.
Ledemotivet blev den bratte opbremsning, der satte ind, hver gang en passage i værket var under opbygning, og i stedet for at styrke de minimalistiske kompositioner lagde stilheden en kraftig dæmper på koncerten som helhed.
Korets muskelmasse blegnede
Alligevel var der magiske øjeblikke.
Overgangen fra den hvislende og hviskende indgang på ’I. Nox egoque soli’ til det minimalistiske klaverspil og det sakrale kor samt arabesken ’Non strigis’ med Enockssons mørke røst var langt ud over det sædvanlige og gjorde, at man ikke kan tale om en skuffelse.
LÆS OGSÅ Koncerthuset stod i flammer af rå urkraft
Enocksson er unik i underspil og musikalsk stoflighed, men lige denne aften blegnede korets og orglets muskelmasse i forhold til Svarte Greiner, der fik det til at se ud, som om han ene mand fik solen til trække sine stråler til sig.
fortsæt med at læse
