Slagtøjsspilleren indvarslede dramatikken med tunge klokkeslag, mens en ensomt strejfende basklarinet klang som en døende menneskestemme, og koret sang dybt i samme tempo som menneskets hvilepuls. LÆS OGSÅDet sorte og grufulde har erobret operaen John Frandsens store dødsmesse, som DR SymfoniOrkestret og alle husets kor uropførte fredag, havde storladne virkemidler fra hele den religiøse musiks palet fra begyndelsen. Med alle sine mystiske undertoner indrammede den meget passende oplevelsen af det nye værk som et gigantisk, dramatisk orgie af musik og lydeffekter.
Skandinavisk samarbejde Eller snarere 75 procent af oplevelsen. For som man også kunne forstå på Frandsen selv her i avisen forleden dag, har han villet knytte den gamle latinske messe til nutiden med et anderledes greb. Seks gange i løbet af messens halvanden time kilede den færøske singer-songwriter Teitur sig ind mellem bølgende strygere, voluminøse korstemmers latinske vers og de fire dramatiske operasolister med enkle, nærmest naivt sungne salmer på almindeligt dansk. LÆS OGSÅSindssyge og genialitet fascinerer i musikalsk teaterdrama Kun ledsaget af stille orgeltoner og til næringsrige tekster af højst nulevende Simon Grotian. Nærværende og stærkt. Musikken fremstod overalt uhyggeligt velskrevet. Ingen i den fyldte koncertsal kunne være i tvivl om, at Frandsen havde komponeret musikken, præcis som han havde ønsket den. Med imponerende klangeffekter og tonemalerier i kor og orkester - som sugende fald som ledemotiv i mange satser, evindeligt tøvende forsinkelser, knugende sorgfulde melodier og heftige blokke af korsang som todimensionale, plakatagtige anråbelser. Der var ikke så få flammende kulminationer og firkantede opbygninger af rå urkraft at tage med hjem.
Opbygning afslørede konstruktionen Men opdelingen af værket i latinsk og dansk - i en rituel og en aktuel del - fik også den specielle virkning, at man i overgangene kunne mærke konstruktionen i musikken. Med henlæggelsen af den gamle tekst til et sine steder senromantisk, nærmest nygotisk tonesprog og Grotrians tekster i Teiturs sprøde stemme og små, rytmiske orgelfigurer opstod der en historisk holdning i musikken. Hvor man indimellem fik den tanke, at selve messeteksten hørte fortiden til, og at det, den beskrev, ikke længere var relevant. Mens Teiturs trosformidling blev moderne og vedkommende.