Efter halvanden time i selskab alene med Clara Schumanns eksistentielle overvejelser efter ægtemandens tidlige død - og små melankolske stykker af hans og hendes musik som erindringsglimt - går hun. Ned mellem publikumsrækkerne og ud af Hofteatrets intime sal. Nok med denne dvælen ved fortiden. Den elegante Clara med den stramme frisure anno 1856 skal ud i verden og leve sit eget liv som feteret koncertpianist. Frigjort fra sin uomtvistelige kærlighed til mand og hans umulige psyke.
En kvindes kamp Den lille teaterkoncert er en kvindes monolog fra en livskrise. Om Clara Schumanns indre kamp mellem frustration over at være fanget i et umuligt ægteskab på den sindssyge Robert Schumanns præmisser og moralen, der tilsiger hende at sørge for ham, de syv børn og huset. Med premiere passende nok på Kvindernes Internationale Kampdag, i fredags, og to yderligere opførelser i weekenden i denne omgang. Men den kan sagtens tåle en turne eller en hurtig genopsætning. Det ville ikke kræve det helt store. Der er kun den tyske, dansktalende skuespiller Katrin Weisser, et lille rundt bord og Jalina Trio med violinist, cellist og pianist på scenen. Weisser holder knugende dramatikken i sin stemme med en stort set lige spændingskurve i den høje ende hele vejen. LÆS OGSÅDansere ruller og snor sig afsted i opløftende ørkenvandring Alene afbrudt af trioen, der supplerer Weissers desperationsstemte diktion med sørgmodige satser af primært Schumann, men også familiens ven Johannes Brahms og Clara selv. Teksten er komponisten og forfatteren Karl Aage Rasmussens debut som dramatiker. Og resultatet er en intens monolog af 90 procent korte, nøgterne udsagn på dansk og 10 procent afmægtige konstateringer på tysk som melankolske eftersætninger. 'Es ist so'.
To genier For kendere af Rasmussens tilværelse som formidler virker den dramatiske vinkel på to af den tyske romantiks mest lysende skikkelser helt logisk. Tidligere har han skrevet biografier, essays, holdt foredrag, omarbejdet sange og færdiggjort både opera og musikstykker. Så hvorfor ikke teater? Det fungerer i hvert fald glimrende. For historien om Robert og Clara Schumann er helt regulært fascinerende. Robert Schumanns betydning dengang som nu er svær at overvurdere. Som komponist af primært klavermusik, sange og symfonier var og er han en af koncertsalenes mest spillede. Og som kritiker og redaktør var han helt central i den tyske musikdebat - en debat om kulturens normer og måder, der gav genlyd i det meste af Europa, og hvis virkninger kan spores f.eks. i Danmark helt op i det 20. århundrede. LÆS OGSÅDen truede mand kastrerer sig selv for åbent tæppe Hvis et geni er et menneske, hvis aktiviteter bryder kendte grænser og etablerer helt nye rammer for erkendelse, så var Robert Schumann et geni. Og det vilde er, at det var Clara Schumann nok også. Som kritiker, som undertrykt komponist og frem for alt koncertpianist. Deres ægteskab var præget af meget stor kærlighed. Læser man deres fælles dagbog fra de mest sorgløse, første år er der ingen tvivl. Men Robert var fra begyndelsen uligevægtig og blev med tiden mere og mere sindssyg. Han led af angst og hallucinationer og måtte tilbringe de sidste to år af sit liv isoleret på et nervesanatorium, før han døde som 46-årig.
Strider mod teatrets natur Setuppet med Weissers dansk-tyske hybridfigur og Jalina Trio giver forestillingen et specielt drømmeagtigt skær, som ligner kunsten i dens historiske tid, romantikken. Jalina, med de to søstre Janne og Line Fredens i front, spiller mest af alt roligt og klangsmukt de primært langsomme satser af Schumann, som i toner kommenterer Weissers tekst. Som når Clara fortæller om Roberts selvmordsforsøg i den iskolde Rhin, spiller tredjemanden, pianisten Søren Rastogi, den vanvittigt krøllede, mareridtsagtige førstesats fra Robert Schumanns 'Kreisleriana'. 'Ein Alptraum', som Clara karakteriserer oplevelsen. LÆS OGSÅTeater Får302 propper et helt romerrige ind i dagligstuen De to gange 45 minutter skrider langsomt frem i små cirkler. Som fragmenter af ægteskabet i monolog og musik, hvor man for så vidt forstår det meste af stykkets indhold i hver enkelt lille tilstand. På den måde minder formen om de romantiske forfatteres tankegang om storheden i små strittende koncentrater. Det strider måske lidt imod teatrets natur - at handlingen helt overordnet står næsten stille. Men sådan er sorg måske, lige til man bryder ud af den? Den romantiske hofteoretiker Schlegel skrev i øvrigt om de romantiske fragmenter, at de skulle være som pindsvin, spidse udenpå og poetiske som dyrets sarte mave indvendigt. Med Claras skarpe tunge og Jalinas fløjlsbløde klange er forestillingen præcis sådan.