Anmeldelser: Kun én af to engelske portrætfilm fortjener reelt Politikens Publikumspris på CPH PIX

Både den unge udgave af sangeren Morrissey (billedet) og den vilde singlekvinde Daphne anlægger facader for at beskytte sig mod andre.
Både den unge udgave af sangeren Morrissey (billedet) og den vilde singlekvinde Daphne anlægger facader for at beskytte sig mod andre.
Lyt til artiklen

Alle de nye danske film har haft stor tiltrækningskraft på publikum under årets CPH PIX-festival, der slutter onsdag. Der er blevet præsenteret mange gode nye værker i konkurrenceprogrammerne, og hovedprisen, New Talent Grand Prix, gik i weekenden til den roste danske film ’Vinterbrødre’.

Først i morgen vides det, hvem vinderen af Politikens Publikumspris er. Også blandt de 10 udenlandske film i netop den konkurrence er der flere højdepunkter, men instruktøren Mark Gills spillefilmsdebut ’England Is Mine’ er ikke et af dem.

Politikens kritikere har gravet i programmet: Disse film må du ikke gå glip af under CPH PIX

’England Is Mine’ er historien om de purunge år i Stephen Patrick Morrisseys liv som håbefuld digter og sanger i 1970’ernes Manchester. Filmen medtager Morrisseys første møder med guitaristen og medsangskriveren Johnny Marr, men den indeholder ikke en tone af Morrisseys musik.

Jack Lowden gør sit bedste i rollen som den kejtede, poesiinteresserede Morrissey, der har vanskeligt ved at have tillid til både andre og sig selv, men hverken replikker, biroller, scenografi eller handling løfter sig fra biografisk trivia og bliver levende og interessant.

Hvad ’England Is Mine’ mangler i nærvær, personlighed og musikalitet har derimod publikumskonkurrencens anden engelske film, der bare hedder ’Daphne’ efter sin allestedsnærværende hovedperson. Rødhårede Daphne er fyldt 30, arbejder på café i London, har ikke oprigtig tillid til nogen og lever et singleliv med færrest mulige følelser og mest mulig sprut, kokain og betydningsløs sex. Noget i hende ændrer sig, da hun en dag er vidne til, at en ekspedient i en butik bliver stukket ned. Hun er den eneste kunde i butikken, og hun holder om den sårede, mens hun venter på den ambulance, hun har ringet efter.

I første omgang reagerer hun ved at gøre, som hun plejer efter en druktur eller et tilfældigt knald: Hun prøver at fjerne sporene med mere sprut og sex. Forandringen kommer senere, og med hele kroppen og ansigtet ses udviklingen i Daphne takket være især Emily Beechans formidabelt udtryksrige og troværdige skuespil i titelrollen.

’Daphne’ er et så vedkommende og interessant portræt af en ung, nutidig kvinde, at man digter videre på fortællingen, når filmen er færdig.

Dorte Hygum Sørensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her