Det særlige ved Steven Rogers’ filmmanuskript til ’I, Tonya’ er ikke, at han får os til at elske skøjteskurken Tonya Harding. Det særlige er, at han gør det uden at afklæde hende de karaktertræk, der gør hende så nem at hade.
Tonya Harding var den første amerikanske kunstskøjteløber til at udføre en triple axel, men blev siden dømt medskyldig i eksmandens overfald på hendes rival Nancy Kerrigan. Den historie er velkendt. De fleste havde dengang i 1994 en holdning til sagen, og de fleste betvivlede hendes påståede uskyld.




























