Lyt til artiklen
Sjældent har jeg set arven fra italiensk neorealisme forvaltet så stilrent og solidarisk som i Maura Delperos ’Vermiglio’.
Netop det at være solidarisk med figurer, begrænset i deres livsudfoldelse af deres sociale omstændigheder, er en kernedyd i den neorealisme, som Delpero hylder og mestrer. At henlægge ’Vermiglio’ til 1944-45, hvor Roberto Rossellinis ’Rom – åben by’ blev startskuddet til neorealismen, understreger dens karakter af hyldest til neorealismens ideal.
