Jeg har også overgivet mig til Adam Sandler. Nu er det endelig sket. I sin nye film, ’Jay Kelly’, spiller han Ron, manager og fixer for filmstjernen i titelrollen, spillet af George Clooney. Han ser sig selv som Jays bedste ven, men bliver konstant nedgjort og ydmyget og hans gode råd overhørt. Han inviterer Jay til sin families mærkedage, men bliver aldrig indbudt den anden vej.
Jay Kelly synes også, ud fra en overfladisk betragtning, at de står hinanden nær, men han synes ikke, man kan kalde dem venner, når den ene betaler den anden 15 procent af sin løn. Ron står til rådighed døgnet rundt, han smiler træt og tappert og trommer energi op fra sine egne allerinderste gemmer.



























