Jeg har aldrig set en vejrballon så klart og tydeligt som i Anthony Maras’ film om meteorologen, der afgjorde D-dag.
I smukke billeder stiger den op over de luftlag, hvor krigsflyene kæmper, op over skyerne, der strækker sig horisontalt i bunden af lærredet som platformen under Raphaels himmelske moder.
Det er sakralt og ikonografisk, men også konkret i sine skarpe billeder af ballonens udspændte stof, der buler ind og ud, når vindstød rammer, for til sidst at spile ud i perfekt form, når den stiger op over blæsevejret.
Den ballon er det håndgribelige fokus i endnu en Hollywood-film om Anden Verdenskrig. Og det er godt.