Det er hårdt at have det svært. Dobbelt hårdt er det i Finland, hvis man skal tro 'Frozen Land'. En film, hvor selvmordsforsøg kun mislykkes, fordi det er at slippe for billigt. En film, hvor udbruddet »Satana!« og trosbekendelsen »alkoholisti« er to ord, man stifter grundigt bekendtskab med. Her er rusen kun det rituelle forspil til tømmermændene, og falske penge er den eneste sande valuta. Eller sagt på en anden måde: bundløs finsk elendighed uden Aki Kaurismäkis forløsende pokerfjæs og trods alt trøstende tango.
Udgangspunktet er en novelle af Tolstoy, der fortæller om en kædereaktion af menneskelige katastrofer sat i gang af en falsk pengeseddel. Af instruktøren Aku Louhimies omplantet til et socialrealistisk skildret Helsinki, hvor forestillingen om en ond skæbne smelter sammen med nutidens kaosteori. Louhimies er konsekvent i sin skildring af en eksistentiel ødemark, hvor menneskets eneste rolle er at agere hinandens domino-brikker i faldet. I dette ikke-erkendte kaos kæmper småsvindlere og idealister, hjemløse og skolelærere, misbrugere og politibetjente i det samme miserable morads. Der slipper mildt sagt ikke meget lys ind i denne prisbelønnede finske tragedie-stafet.
