For et uhildet blik udefra kan vor velkendte hverdag tage sig ganske grotesk ud, og dét gode gamle fortælletrick danner også bund under Fry & Lewis’ 11 år gamle tegneserie om vaskebjørnen RJ, skildpadden Verne og de andre smådyr, der fra skoven kigger ind ’Over hækken’ til de bugnende skraldespande hos forbrugersamfundets mennesker i sovebyparcellerne. Og som undres!

Gid filmmagerne var blevet ved dét. Men lommefilosofiske enkeltpointer fra den trykte stribe kan jo ikke bære halvanden times spillefilm, så ’Antz’-instruktøren Johnson og ’Chicken Run’-manusforfatteren Kirkpatrick strikker en rammehistorie sammen om, hvordan RJ mødte de andre – stinkdyr, egern m.fl. – foruden flokkens anfører, Verne, ansvarlig og besindig indtil det forandringsfjendske under skildpaddeskjoldet. Hans danske stemme er Anders Bircows, mens Søren Pilmark er bugtaler for den stik modsatte RJ: kvik i tanke og handling, med et skarpt blik for sin egen chance – og bekvemt sløret blik for hensyn til andre.

En bjørn i hi vågner, mens RJ er ved at stjæle dens vinterforråd. Godset går tabt, og RJ må erstatte det på en uge – eller selv blive ædt. Så RJ rekrutterer de enfoldige smådyr og lader dem blive i troen på, at de samler forråd til sig selv på ekspeditionerne ’over hækken’ – en grøn Berlinmur ind til vinterens nybyggede parcelhuskvarter. Vernes puritanske forsøg på at bevare flokkens spartanske diæt – bark, rødder, bær – lider hurtigt nederlag over for chips og nachos og hele svineriet. Det kulminerer i et raid mod køleskabet hos den hjerteløse ligusterfascist Gladys.

RJ’s små svindelnumre er udartet til De Stores Krig – bøvet bjørn mod menneskelige ressourcesvin – mens den lille ’familie’ i skovbrynet dukker sig. Forudsigeligt? Jow da, lige så vel som de andre temaer: Selvbjergning eller sammenhold? Junkfood eller sund mad? ’Naturlige’ dyr eller lade mennesker bag rattet i hver sin firhjulstrækker? Raceintegration støtter ’vi’ da også, for den hvide huskat forføres af det sorte stinkdyr – der vel at mærke først må fornægte sin art ved at gennemgå en total body-makeover fra øjenbrynstrimning til bundprop mod lugten!

Den slags ufrivillige selvdementier er filmen desværre fuld af, selv om figurerne er gevaldig dygtig og underholdende 3D-computeranimation i snesporet efter egernet fra ’Ice Age’.

Men er dyrene gode, er de dog også rådne, for den charmerende uskyld forrådes som hykleri af filmens overordnede, selvblinde grådighed efter effekter for enhver pris. Ureflekteret forherliges f.eks. dén junkfood og svælges der i dén destruktion, som filmen ellers foregiver at foragte. Og når De Små Dyr med amerikansk middelklasses demonstrativt selvfede familiesammenhold til slut hygger sig ved at riste deres marshmallows i strålerne fra De Stores glohede, globale atomkrigsbål – så er øjenåbnerne fra seriestriben ’Over hækken’ ærlig talt gået langt over stregen.