Boligblokken The Cove i udkanten af et skovområde i Philadelphia må være en våd (undskyld) drøm for enhver, der tror på et lykkeligt multietnisk og flerkulturelt samfund. Her i ejendommen, hvis navn vel bedst lader sig oversætte til Bugten, finder vi en enlig latinsk far med fem døtre, to indiske søskende, en forsigtig kinesisk mor med en vovet teenagestudine med det ikke uefne navn Young-Soon, en enlig sort far med en vistnok synsk søn, en engelsk heavy metal-fan, der hænger ud i sin lejlighed sammen med konstant rygende og småsludrende ungersvende, en venlig vicevært og en stramtandet filmanmelder. Det eneste, vi mangler, er vel dybest set en havfrue. Heldigvis for handlingen i den nye film af M. Night Shyamalan, der i øvrigt selv spiller den mandlige part i det indiske søskendepar, støder just sådan en på grund i blokkens største attraktion, svømmepølen. Fra poolen havner hun på sofaen hos viceværten. Hvis triste hemmelighed er, at hans familie blev myrdet, mens han var borte fra hjemmet for at passe sin travle karriere som læge. Sådan har, viser det sig, mange af beboerne i The Cove evner og forhistorier, der gør dem til velegnede brikker i det store spil, M. Night Shyamalan sætter i scene med udgangspunkt i en gammel kinesisk godnathistorie. Om, at menneskets forfædre lever ude i havet, hvorfra de prøver at komme i kontakt med os for at stoppe krig, ondskab og grådighed. Problemet er bare, at nogle glubske hundelignende tingester med grønt græs som pels og knaldrøde øjne gerne vil udrydde havets væsener. Så beboerne i The Cove må tro på mytologien, stå sammen og hjælpe deres havfrue, spillet af den køligt gennemsigtige Bryce Dallas Howard. Lyder det som noget forvrøvlet hokuspokus? Så absolut. Men sådan er vilkårene i M. Night Shyamalans univers, hvor det efterhånden er svært at blive forbløffet over noget som helst. Det skulle da lige være, at det midt i den bizarre sammenblanding af eventyr, mareridt, actionthriller, magi, psykologisk gys og åndemaneri lykkes at få så blændende fine skuespilpræstationer som den, Paul Giamatti (kendt fra bl.a. ’Cinderella Man’ og ’Sideways’) yder her som viceværten. En indsats, der sammen med det i øvrigt fine filmiske håndværk er med til at redde den syrede historie nogenlunde tørskoet gennem de våde elementer. Og så er det, selv for en anmelder, ikke helt umorsomt at lade instruktøren få hævn over de mange dårlige anmeldelser af hans senere værker ved at lade græshunden gå løs på den arrogante kritiker i Bob Balabans skaldede fremtoning. Det skal dog ikke forhindre nogen i at ærgre sig over, at M. Night Shyamalan alt for ofte siden gennembruddet med ’Den sjette sans’ i 1999 har ladet sine film havne i en suppedas af mytologi og rent nonsens.