Prisbelønnet og udråbt blandt verdens ti ’mest lovende’ filminstruktører følger den nu 46-årige norske instruktør ’Amatørene’ (2001) og ’Budbringeren’ (1997) op med denne mindst lige så dystre og ambitiøse thriller-studie i skizofreni som fortrængningsmekanisme.
Ingrid har dumpet John, men kommer for at hente sine efterladte ejendele – og imod forventning får vi ikke hele historien om det fortvivlede møde med det samme.
Videre detaljer dukker først op i indklippede sekvenser i den tilsyneladende helt anden beretning, der nu tager over, om Johns skræmmende kontakt med to kvinder bag den tynde væg til en nabolejlighed, hvorfra de åbenbart har fulgt hver en detalje af mødet med Ingrid.
De er søstre, hævder den ene, men nej, hævder anden, yngre og mere hysteriske og seksuelt provokerende kvinde – som lokker John ud i voldsomheder, han normalt ikke ville kunne forsvare.
Døre til det ukendte
Skyld og ansvar for egne handlinger er netop grundkonflikten i den psykologiske gyser, hvis forløb ikke kan røbes. Bestemt ikke uden stærke virkninger – men heller ikke uden forskruede virkemidler, til tider klichépræget: døre til det ukendte i lange korridorer med spejle og hurtigt forbismuttende skygger ...
Kristoffer Joner er køligt køn som John, en ung Alain Delon i psykisk opløsning. Cecilie Mosli og Julie Schacht er foruroligende som naboerne, men det samme er Anna Bache-Wiig som ekskæresten og Michael Nyquist som hendes nye fyr.
At vores virkelighedsbillede har vægge så tynde som hud, ved vi alle. Men om vrangforestillinger – og mænds potentielt voldelige seksualitet og ensomhedsangst – kan antage denne karakter, må en psykiater afgøre.
