Den femte Thule-ekspedition bragte Knud Rasmussen og hans rejsefæller Therkel Mathiassen og Peter Freuchen ud over isen mellem Grønland og Canada – og fører dem direkte ind i denne særprægede filmiske fortælling om mødet mellem gammel og ny levevis i inuitlandsbyen Igloolik.
For danskere er de tre polarforskere – med støtte af titlen – den selvfølgelige indfaldsvinkel, endda glimrende inkarneret af hhv. Jens Jørn Spottag, Jakob Cedergren og Kim Bodnia.
Men de er bifigurer og dermed en forvirrende indgang til historien, selv om dens forlæg er Rasmussens dagbogsnotater.
Spækwestern
For de to canadiske instruktører, der i 2001 skabte den egenartede ’spækwestern’ eller inuitsaga ’Atanarjuat – The Fast Runner’, begynder et helt andet sted: I det dunkle skær fra tranlampen i shamanen Avva’s igloo, hvor hans smukke datter Apak fortæller om sin kærlighed og selvstændighedstrang og nedarvede evner til kontakt med ånderne.
En meget kødelig kontakt for hendes vedkommende.
Først langt henne i filmen og nærmest ved et tilfælde dukker de tre danskere op, som varsler om kristendommens og handelskompagniernes fremtrængen.
Eksotiske brokker på pæredansk sniger sig pludselig ind i det fælles inuitsprog. Clash of civilizations er et mildt ord for den konflikt, stammen kastes ud i, da de afkræftede må vælge mellem en anden stammes ny åndetro (Jesus) eller sultedøden.
Fra en anden vinkel
Historien er ikke så enkelt et kærlighedsdrama som ’Hurtigløberen’, fortællestrukturen til gengæld endnu mere egensindig i sit mix af erindringer og samtidig fortælling, endda suppleret med Apaks erotiske oplevelser med ånderne i fænomenalt filmede blåhvide passager!
Hun spilles stærkt af Leah Angutimarik, hendes far, Avva, af Pakak Innukshuk. Nærbilleder af smilende blikke, talende munde, hænder der snitter sælkød eller samler talg omkring vægen mellem den halvmørke hules isblokvægge veksler med de lange løb langs rundhorisonten, hundeslædens skumplen over isødet under vintertusmørkets lave himmel.
Mens fotografen altså nærmest mimer etnografiske dokumentarfilm, tager fortællestrukturen sig krævende friheder i forhold til folkesagnenes simple handlingstråde.
Men den stedvis langstrakte fortælling belønner med et andet verdenssyn af stor billedskønhed – og for en gangs skyld en skildring af europæernes fremrykken på polarkalotten, som dén manøvre blev oplevet fra den modsatte synsvinkel.
fortsæt med at læse
































