Allerede få minutter inde i Christoffer Guldbrandsens nye dokumentarfilm, ’Den hemmelige krig’, kan man mærke, hvordan det trækker sammen. Om den danske regering. I begyndelsen ligger det dog mest i luften på lærredet. Som antydninger af, at den danske regering har et medansvar for, at afghanske fanger blev tortureret af amerikanske soldater i foråret 2002.

Hvis det holder vand, er ’Den hemmelige krig’ en politisk film, der ikke blot kan skabe debat, men måske oven i købet omskrive et kapitel i de seneste års danmarkshistorie og vælte politikere eller i hvert fald sætte grundlæggende spørgsmålstegn ved deres troværdighed. Større bliver en aktuel dansk film ikke. Er ’Den hemmelige krig’ mon så stor?

Da filmen går i gang, har publikum i premierebiografen Grand i Københavns centrum kun anelser om, hvad de skal se. Tilskuerne har dog grund til at have ganske mange formodninger om indholdet af filmen. Allerede inden premieren er passager af den blevet trykt i pressen og diskuteret minutiøst.

Den store forhåndsinteresse er én grund til, at det er en speciel dokumentarfilmpremiere at være til. En anden årsag er tv-kameraer, der transmitterer live fra den røde løber foran Grand, inden filmen er så meget som begyndt. Hvornår er der ellers tv-kameraer og interview med premieregæster i forbindelse med premieren på en dansk dokumentarfilm? Stort set aldrig.

Dramatisk og afslørende fortælling
Danske dokumentarfilm har for det meste premiere under stor offentlig tavshed. Christoffer Guldbrandsen er en af de undtagelser, som kan få genren til at larme underholdende og ildevarslende i Danmark. Fordi han stædigere end de fleste holder fast i det, han vil frem til. Og fordi han fortæller dramatisk, afslørende og stillingstagende. Som var han et dansk bud på Michael Moore.

I amerikanske Michael Moores politiske film ses instruktøren selv oftere på lærredet, end Christoffer Guldbrandsen gør i ’Den hemmelige krig’. Men den yngre danske instruktør er der. Og tilsyneladende har han en god sag, som han dokument for dokument og interview for interview forsøger at afdække i det omfang, det lader sig gøre.

Det klæder den politiske dokumentarfilm, når der kan fremlægges konkrete og uafviselige facts. Christoffer Guldbrandsen benytter sig mest muligt af den metode, men på grund af de danske soldaters tavshedspligt og af forskellige andre årsager kan nogle oplysninger ikke dokumenteres lige så rent og stærkt.

Nemt er det ikke at besvare et af filmens hovedspørgsmål: Tog danske soldater afghanere i fangenskab for siden at udlevere dem til amerikanerne på et tidspunkt, hvor den danske regering vidste, at amerikanerne ikke i alle tilfælde overholdt Genèvekonventionen? Hvilket på regulært dansk vil sige noget i retning af, at danske soldater muligvis udleverede afghanske fanger til amerikansk tortur?

Selvmodsigelse live
Forsvarsminister Søren Gade svarer benægtende på spørgsmålet. Men Christoffer Guldbrandsen og filmens øvrige researchere går videre med spørgsmålet. Den amerikanske korrespondent fra Associated Press har oplysninger, som bekræfter, at danske soldater tog 31 fanger og udleverede dem til amerikanerne.

Oplysningerne bekræftes af anonymiserede soldaters udsagn, der ikke svækkes synderligt af, at de er anonyme, sådan som de er brugt i filmen: Citeret på skrift står de på lærredet og taler. Store, effektive, sorte bogstaver på hvid baggrund. Desuden er det oplysninger, som også bekræftes mundtligt af en højtstående dansk forsvarsmand, der var til stede dengang i Afghanistan.

Konfronteret med forsvarsministerens udtalelse om, at danskerne ikke har taget krigsfanger, skynder fyren fra forsvaret sig ganske vist at trække sin bekræftelse tilbage. Men den kolossale selvmodsigelse fanget live af kameraet bestyrker kun mistanken om, at Christoffer Guldbrandsen har fat i noget værre politisk snavs.

Instruktøren kunne sagtens have fremlagt andre sider af sagen. Som at terroraktionen 11. september 2001 stadig var i frisk, forfærdende erindring i foråret 2002, hvor omfanget af amerikanernes mishandling af fanger endnu kun var gået op for få.

Men det er ikke Guldbrandsens ærinde. Den nuancerende sidehistorie ville forstyrre dramaturgien i en film, som minut for minut nærmer sig en finale og undervejs benytter sig af diskrete, men alligevel ikke utydelige fortælletricks.

Diskrete men tydelige tricks
Fra begyndelsen til slutningen er uroligt tikkende underlægningsmusik med til at øge spændingen. Ligesom den indtalte speak er det, fordi stemmen ikke sætter punktum efter sætningerne. Indtalingen efterlader nysgerrighed, når stemmen holder sig på et højt leje i slutningen af sætningerne. Intet er endnu afgjort. Der er kun spørgsmålstegn og udråbstegn, hver gang der tales.

Det er en oplæsningsmetode, der lægger cliffhangers ind i filmen. Effektiv er også filmens vekslen mellem rolige interviewsekvenser og bl.a. arkivbilleder, der er grynede, som om de er optaget med skjult kamera og i hvert fald mistænkelige på en eller anden måde.

Når statsministeren udtaler sig om amerikanernes overholdelse af Genèvekonventionen, virker det fordækt af to grunde. Den ene er, at han gentager igen og igen, at amerikanerne altså overholder den konvention. Sådan har Anders Fogh Rasmussen måske også repeteret sig selv i virkeligheden.

Men i filmen ser det ud, som om Christoffer Guldbrandsen bruger gentagelse af det samme klip til at pege på, at statsministeren nok lyver. Gentagelsen og de mistænkeligt grynede billeder er en del af opbygningen mod en finale, hvor statsministeren ved hjælp af interview med vist nok juridiske eksperter fremstilles som skurken, der i virkeligheden ikke er andet end en marionetdukke i hænderne på den amerikanske præsident.

Manipulationsmanøvrer

På nogle seere vil gentagelserne af Anders Fogh Rasmussens rolle virke fremmende for forståelsen. Det er tydeligvis ikke statsministeren, vi skal holde med, siger filmen. Under premieren i Grand blev der da også grinet højt af bl.a. statsministerens ageren.

Men gentagelserne kan med lige så stor ret tolkes som manipulationsmanøvrer lige så tykke som dem, Michael Moore bruger i sine film. Når George W. Bush i slutningen af filmen kammeratligt roser den fidelt smilende danske statsminister, ser de begge latterlige ud.

Det er et udmærket billede, hvis man vil lave satire om magtens mænd. Når man laver en dokumentarfilm, kan man derimod for tydeligt komme til at fortælle folk, hvad de bør føle. Med risiko for at nogle føler sig omklamret af meninger og får akut sympati med de latterliggjorte.

Men måske er det nødvendigt at sætte dén endelige trumf på for at få budskabet tydeligt igennem, og desuden spiller statsministerens loyalitet over for Bush en reel rolle i filmen. Hvis Fogh bevidst har været blind for amerikanernes mishandling af fanger, er der basis for en rigsretssag, lyder konklusionen.

Om det er tilfældet, kommer eksperter, politikere, kommentatorer og borgere til at diskutere i lang tid, efter at rulleteksterne gled ned over lærredet i Grand mandag aften. Nu har Christoffer Guldbrandsen i hvert fald gjort sit til, at der bliver talt om det.