Selv om man er paranoid, kan man jo godt være forfulgt. Og selv om man er liderlig, kan man strengt taget godt være idealist.
Dén slags nøgterne erfaringer har man brug for at minde sig selv om, mens man vrider sig af grin og græmmelse over en så vittig og dog tragisk film som ’Kammerat Pedersen’, bygget på en politisk skelsættende norsk roman fra 1982.
I 1970’erne var Dag Solstad – såvel som Jon Michelet, Esben Haavardsholm og en stribe andre forfattere – knyttet til det norske maoistparti, AKP-ml, og til Forlaget Oktober.
Underfundige romaner
Dér udkommer hans underfundige romaner fortsat (’Armand V. – Fotnoter til en uutgravd roman’ så sent som i dette efterår), men forlag såvel som forfatter har lagt maoismen bag sig.
Solstad ’øvede selvkritik’ – som det netop hed i partiet, inspireret af Maos kulturrevolution – med romanen ’Gymnasielærer Pedersens beretning om den store politiske vækkelse, der har hjemsøgt vort land’.
Arbeidernes Kommunistiske Parti (marxister-leninister) spillede en større rolle i norsk politik end søsterpartiet KAP gjorde herhjemme, hvor det knap så dogmatiske VS (trods leninistiske udskejelser nu og da) så at sige løb af med den politiske sexappeal.
Dengang skelnede vi skarpt indbyrdes mellem vores partier og grupper – til højrefløjens åbenlyse morskab: De kan ikke engang enes! Nu forarges samme højrefløj så over, at vi ikke dengang lagde afstand nok til hinanden(s forbilleder) – nå, men sådan er der jo så meget.
Røde faner
Knut Pedersen er i 1968 med toget på vej til jobbet som gymnasielærer i Larvik.
Hans blik klæber til strømpebenene under en rød nederdel, der løftes op i trækken fra togvinduerne – og bliver til rød fanedug i lange baner efter togets susen gennem det norske landskab: Sex og socialisme flyder i ét lige fra disse første flotte og tidstypiske åbningsbilleder, og snart er han gift og får barn med en køn bibliotekar – og er tøvende meldt ind i partiets lokalafdeling.
Familiekonventioner og samfundsomvæltning – kan dét også flyde sammen?
Ikke, når Knut desuden forelsker sig i lægen og partikammeraten Nina, der forener stålsat dogmatik og burgøjserens selvsikkerhed med et rigtig smækkert udseende!
Men da medlemstallet viger efter Vietnamkrigen, og partiparolernes pres for ’selvproletarisering’ tager til (aldrig er der solgt så mange kedeldragter og overalls, akademikerjob var ikke velset!), knækker også deres kærlighed: Nina uddriver så at sige den urene ånd, fordømmer – offentligt! – sin affære med Knut og tager job på en konfektionsfabrik.
Selvfornægtelsens tragedie
Men heller ikke dét hjælper. Drømmen om væbnet revolution i Larvik & Omegn må afblæses! Men i dem var Ninas livsgrundlag og selvrespekt investeret.
Hvad der begyndte som politisk satirisk lystspil om partimedlemmernes dæknavne og kostelige manøvrer for at hemmeligholde mødestederne, ender i det strengt personlige: selvfornægtelsens tragedie.
Filmen er med andre ord tæt på at knække i to, men takket være intenst og fornemt spil af to af norsk films nye strålende stjerner – Ane Dahl Torp som Nina og Kristoffer Joner som Pedersen selv – bærer man over med en eventyragtig nødslutning.
Den knytter sløjfen tilbage til Philip Øgårds ’magiske’ åbningsbilleder, der også har trukket en strøm af kinesisk propagandafilm efter sig ind i Knut og Ninas drømme undervejs. Bertolucci ville elske billedsproget i ’Kammerat Pedersen’.
Trussel mod fornuftigt liv
For godt en snes år siden virkede romanens ’selvkritik’ befriende og befordrende for udogmatisk selvbesindelse på venstrefløjen, og dét gav dens flove slutning en optimistisk biklang.
Med sin underbelysning af den bøvede og krigsliderlige kapitalisme, som ml-udskejelserne dengang var reaktion på, vil filmen i dag nok desværre appellere lige så meget til en prisbillig skadefryd ude på overdrevet mellem Ole Hyltoft, Brian Mikkelsen og Langballemanden.
Men selv om den norske maoisme var en susende forbier, kan selv samme skinhellige og frådende kapitalisme, nu styrket tilbagevendt, jo godt stadig være en trussel mod fornuftigt liv sammen her på kloden.
