Den franske instruktørs morsomme og foruroligende ’Eternal sunshine of the spotless mind’ var i selve kompositionen en overdådigt raffineret illustration af Kierkegaards bonmot om, at livet først forstås baglæns, men må leves forlæns.
Den overraskende casting af Jim Carrey over for Kate Winslet skadede bestemt ikke denne intelligente leg med tid & erindring, så man går med opladt sind til næste levende billede fra hans hånd:
Og kan derfor heller ikke skjule, at den er en skuffelse, trods gode takter især i starten.
Naturvidenskab handler det ikke om, trods titlen, men dog formelt om en undersøgelse af hvordan drømme bliver til en del af vor virkelighed og blander sig i alskens kærlighedslængsel og kiksede kontaktforsøg – ja, ligefrem kan træde i stedet.
Sød musik opstår
Den unge Stéphane vender efter sin mexicanske fars død ’hjem’ til sin parisiske mors tomme lejlighed – hun har altid været fjern og er vist nu flyttet hen til en ny mand. Hun har dog skaffet ham et job som medarbejder i et reklamekalender-trykkeri, men Stéphane vil være billedkunstner og foragter job og kolleger – de er unægtelig også parodisk bøvede på hver sin måde.
I stedet retter han først al sin energi mod det – fiktive – laboratorium af bølgepap, hvor han filmer sine drømme, eller drømmer sine film.
Indtil Stéphanie flytter ind ved siden af, og han møder hende uden at give sig til kende som hendes nabo. Også hun vil være noget ved billedmedierne, og sød musik opstår, selv om han egentlig bagte på hendes lyse veninde.
Interessant trods mislykket projekt
Drømmene veksler mellem overvejende realfilmede, men surrealistisk groteske situationer, især med kollegerne (bl.a. en skiftevis morsom og ulidelig Alain Chabat); og så fifty-fifty real- og trickfilm med stop-motion animation af den ’gammeldags’ slags: stiliserede pindetræer, blåt cellofan i stedet for vand osv. Men drømmene tager magten fra Stéphane – og sandt at sige også fra Gondry.
I det lovlig lange løb bliver der noget nærmest barnagtigt, kunstlet ’frigjort’, ved både de groteske scener og de demonstrativt ’poetiske’ drømmesekvenser.
Og ganske vist er Charlotte Gainsbourg skøn og benet som den glamourfri Stéphanie, men som Stéphane trækker Gael García Bernal lange veksler på sin ungdommelige nuttethed, mere slukøret end desperat med sin evindelige perustrikhue på.
Snarere end en sejr for drømmenes ret i vores liv ligner slutningen en nødudgang ud af klipperummet.
Men selv et mislykket eksperiment kan jo være mere interessant end den stensikre forudsigelighed. Gondry søger fortsat sine egne veje, film- og fortælleteknisk, og dét er altid lærerigt – og nødvendigt for at nå nye steder hen. Også selv om vejen denne gang endte rigtigt langt ude i tynd, blå luft.
fortsæt med at læse
