Dybdegravende journalistik er i høj kurs, også her i organet – men journalistik fra hinsides graven?
Jo, dét serverer Allen i denne legesyge lystspilgyser, der på flere måder virker som et virtuost offspin på de hovedkræfter, han lagde i ’Match Point’, og som gjorde den mørke sædekomedie til et pletskud af vid og velpointeret livs- og filmkunst. Hinsides graven? Forklaring følger:
Scenen er atter London, og midt på scenen er igen Scarlett Johansson i sit es som uforknyt provinsiel amerikansk journalistspire med briller som hinkesten, men ben i næsen, knæ i blusen – og færten af et ’scoop’: afsløring af Tarotmorderen, der efterlader et af den slags kort på sine ofre, alle prostituerede, kortklippede brunetter.
Tippet til dette journalistiske scoop har hun fået fra en nyligt afdød mester i genren – som igen har hørt det på vej til dødsriget!
Mistænkeligt blændende
Netop dér begynder – og slutter! – denne charmerende letvægtsgyser: Styx-færgen glider gennem halvmørket, hvor vor udåndede medarbejder møder et offer for seriemorderen.
Ian McShanes vellignende journalistiske sporhund brænder sådan for denne potentielle solonyhed fra usædvanligt velunderrettet kilde, at han vender tilbage og materialiserer sig for øjnene af Sondra Pransky, journalistspiren på besøg som frivillig publikummer i tryllekunstneren Splendinis ’dematerialiseringsboks’ på en varietéscene i London.
Allen spiller selv dette splejsede amerikanske svar på en distræt professor Tribini, som pigebarnet nu inddrager i sin efterforskning af, om den unge, kønne, bundsympatiske millionærarving Peter Lyman virkelig kan være massemorderen, som afdøde påstod?
Sondra lægger krog ud, Lyman bider på, og snart har både hun og Splendini – i en modvillig assistentrolle som hendes ’far’ – adgang til hans aflåste underetage. Var Hugh Jackman flot som den lodne Wolverine i ’X-Men’, er han ligefrem (mistænkeligt?) blændende som engelsk arveadel.
Humor til verden
Men mere kan man dårligt røbe af det bagatelagtige plot med afglans af både ’Match Point’ og ’Manhattan’ – og hvor midlertidig genopstandelse fra dødsriget såmænd er blandt de mindre usandsynligheder.
Der er noget uprætentiøst og dog gennemført, noget charmerende uskyldigt ved det udspekuleret forskudte Gretchen-Faust-makkerskab mellem Johansson og Allen: naboens datter som næsten teenage-kikset femme fatale over for akademikerneurosernes selvoptagne inkarnation reduceret til plattenslager og markedsgøgler.
Musikken glider fra Styx-sejladsens Strauss-valse over en drukneulykke på Tjajkovskijs svanesø og frem til Griegs lige så velanbragte Dovregubbe-takter med en selvironisk præcision, der fuldkomment matcher dialogens glitren af småfinter.
En dybere mening må man kigge i vejviseren efter, men hvis flere havde humor, ville verden se anderledes ud, forsvarer Splendini sig – og filmen. Man er tilbøjelig til at tro ham, så længe man kan huske bagatellen
