Bilder man sig ind, at de unges vilkår såmænd nok er de samme som altid, uanset globalisering, pornoficering og mobilteknologi, leverer den svenske instruktør Daniel Fridells rå (melo)drama her en barsk opvågnen.

Hvad hans ottende spillefilm – hans første i danske biografer – afgjort mangler i perfekt spil og glat fortællerytme, kompenserer den for med et usminket signalement af nådesløse omgangsformer i ungdomsskolealderens overlevelseskamp.

En hånlig vrængen
Haddy Jallow fik forleden en Guldbagge (svensk ’Bodil’) for sin hovedrolle som Fatou, andengenerations afrikansk indvandrer, der spiller op som klassens seje sild og endda efter en gruppevoldtægt prøver at holde masken, men bryder sammen under drengenes ufatteligt afstumpede chikane og trusler.

Titlen er en hånlig vrængen, skønt den selvfølgelig afspejler en ægte længsel i selv de mest bøvede bødler, en af mellemøstlig og den anden af svenskblond afstamning.

En virkelig voldtægt
Filmen bygger på en virkelig voldtægt, og amatørskuespillere fra det område markerer biroller omkring Fatou: hendes sorte barndomsven Lamin, der svigter hende af frygt for de andre drenges hævn.

Den svensk-svenske veninde Kim, hvis modige opbakning Fatou i selvforhærdelse støder fra sig.

Lillesøsteren og deres enlige mor i deres sårbare netværk af ellers ’velintegrerede’ sorte indvandrere.

Forråelsen af unge

Men trods Fatous hudfarve er integration kun et sidetema. I fokus står det samme som i den tyske ’Knallhart’, der med beslægtede intentioner havde premiere for et par uger siden: forråelsen af unge menneskers selvudvikling og seksualitet i de mest udsatte lag af et velfærdssamfund under kommerciel nedbrydning, opløsning, fjendtliggørelse under nyliberalismens maske.

Trods psykologiske forenklinger, amatører foran kameraet og postulater i plottet brænder filmen igennem som en nutidig virkeligheds krasse sociale modbillede til Hollywoods high school-farcer og Anja & Viktor i Hyggeland.