Kritik Kniven i luften

Lyt til artiklen

Der står to kameler på en nordeuropæisk markedsplads. Plus en lama. En elefant. Græsset er nedtrampet, nattetågen driver. Nu lukker manden i natten også nogle aber ud af deres bur – men ikke tigeren! Manden er stiv som en badebro.

Det surrealistiske åbningstableau varsler en film fuld af storslået, fantasibefordrende billedmaleri, men også en, der er så kunstnerisk ambitiøs, at den i glimt bliver prætentiøs, patetisk.

Den drejer sig om manden med de indre dæmoner og de store drømme – en kunstnerfilm, med andre ord.

Forelsket knivkaster
Her er kunstneren knivkaster, og efter dyreløsladelsen må han forlade cirkus og samle sin egen lille gøglertrup: en luder, en harmonikaspiller, luderens tilstødte lesbiske veninde – og til sidst: Anna, en uspoleret landsbypige uden erfaring, men med så meget mod på livet, at roadmovien går i stå og bliver til kærlighedsdrama.

Knivkasteren bliver forelsket, men kan hans rastløse længsel mod drømmenes Paris forvandles til trofasthed mod et lille hjems paradis?

Romantisk mod
Ikke mindst den karismatiske Konstantin Lavronenko (der spillede den hjemvendte far i den stærke russiske ’The Return’) i titelrollen gør den 43-årige instruktørs anden spillefilm til en lille uforglemmelighed af magi og musik – selv om han ikke kan holde alle de bolde i luften, som han vil jonglere med.

Bifigurernes skæbner forbliver skitser, handlingstråden er splejset på midten og surrealismen højst halvgjort. Men filmen stråler indefra af romantisk mod: viljen til at få livet til at svæve, imod alle odds.

Søren Vinterberg

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her